KrigenKoleraen

117 og dog var der Tak og Taarer tiPdisse gamle Veteraner, som havde baaret Danmarks Hæder frem i vore tre mindeværdige Krigsaar. Men for mig var det, som saae jeg henfarne Aander, henfarne Tider drage mig forbi, og jeg spejdede forgæves efter den unge, kække Soldat, der havde løftet mig paa sine Skuldre og baaret mig ud paa sit Tornister. Maaske var det den gamle, graahaarede Ve­ teran, som nu i sin Bondekofte og støttende sig til den tykke Knortekæp sendte mig saa venligt et Øjekast — jeg veed det ikke. Men Et veed jeg: det var et Gengangertog, der drog mig forbi, og Himlen gjorde Sit til at lægge Sørgefloret over Veteranernes Faner. Under drivende Skyer, i øsende Regn tog det sig for mig ud, som et langt sørgende Ligtog, thi bag Skyerne, fulde af Graad, skimtede jeg det Ulykkensaar, der havde røvet os Sejrens Frugter og knust vore stolteste Forhaabninger.