KrigenKoleraen

111 Braemblev ligbleg, greb sin besvimendeHu­ stru i sine Arme og spurgte blot: „Hvor?“ „I Eckernførde Bugt,“ svarede Manden og ilede videre. Han hørte til de rigtige Ulykkes­ fugle, for hvem selv Sorgen er en Nydelse, naar den blot er en Nyhed. Braém vendte sig mod Fader og sagde med lav Stemme: „Saa fik Paludan dog Ret! — Min stakkels Dreng!“ Jeg maatte løbe efter en Droske, og da jeg kom ned paa Kongens Nytorv laa der Ulykke i Luften, Ulykke over de spredte, sagte sam­ talende Grupper, ja, — om det saa var et Par Matroser ude fra Nyboder, saa bandede de ikke lystigt op som ellers, men græd som Børn, og de samme triste Syner gentog sig overalt da vi gik hjem. Først lang Tid efter fik jeg at vide, hvad Braéms Ytring om Paludan betød, og da Sagen er ganske mærkværdig, skal jeg meddele den her. Om Formiddagen den 5 te April, netop paa den Tid, da Bataillen fandt Sted, kom Braém op til Paludan, hvis Tvillingbroder var Chef paa Christian den Ottende. Da Braém traadte ind, gik Paludan heftigt op og ned ad