Kraks Vejviser 1913 provinsregister

S øren fra Krattet S øren K rat. Fra Middelalderen kendes L und, D al, H o lm , Terp som Tilnavne, og foruden disse er jo nu adskillige andre Stedbetegnelser af samme Art gaaet over til at blive Familienavne: B alle, Bak, K o ld , B jerre, H ed e, D am , K jæ r, Tvede, Vad, H o lt, K rak (o; Krat) osv. — Gaardnavne som Ø stergaard, K jæ rsgaa rd , S ølu n d anvendes meget almindeligt som Til­ navne, især i Jylland, og er i stort Tal blevet Familienavne. Derimod er Landsbynavne for­ holdsvis lidt anvendt som Tilnavne i Landbefolkningen, og naar et stort Tal af vore Familienavne er oprindelige Landsbynavne, kommer det af, at Bønder, som er flyttet til Købstaden, har benævnt sig efter den Landsby, de kom fra, og at den lærde Stand i ældre Tid almindelig, optog Fødebyens Navn som Tilnavn: Anders Søren sen Vedel. III. Alle de ovenfor omtalte Tillæg til Fornavnene er naturligvis oprindelig personlige, knyttede til en enkelt Mand, men allerede i Middelalderen begynder de at gaa over til at blive faste, arvelige Familienavne. Den første Samfundsklasse, som faar faste Familienavne, er Adelen; derefter kommer den lærde Stand og Borgerstanden; sidst kommer Byalmuen og Bønderne. I Middelalderen føjer Adel smanden til sit Daabsnavn undertiden Faderens Navn med -sen , undertiden et Tilnavn. Gennem Opkaldelse begynder Tilnavnene at blive arvelige; B o D yre i det 13. Aarhundrede har en Søn N iels B o s e n ; hans Søn hedder igen B o D yre, og dette Navn gentager sig oftere senere i Slægten. Allerede i Slutningen af Middelalderen har ad­ skillige Adelsslægter faste Navne, og efter at Frederik I paa Reformationstiden har befalet Adelen at tage faste Tilnavne, bliver det ualmindeligt at se en Adelsmand skrive sig uden Slægtsnavn. Ved Siden af de gamle Tilnavne er Skjoldmærkerne en vigtig Kilde for adelige Slægtsnavne; gamle Skjoldmærkenavne er B jæ lk e, G jedd e, O kse, S p a rre , mens naturligvis Navne som G rijfenfeld og Tordenskjold er kunstig dannede. Indenfor den lærde Verden bliver det i det 16. og 17. Aarhundrede almindeligt at tage et latiniseret Tilnavn, som kan være en Omformning af et dansk Tilnavn, af Hjemstedets Navn eller af Faderens Navn. Mens Navn'e af den Art spiller en stor Rolle i Sverige den Dag i Dag, er i Danmark kun faa af dem blevet nedarvede Slægtsnavne. F a b er og Fabricius stammer gennem latinsk fa b er (o: Smed) fra det gamle Tilnavn S m e d ; Paludan er dannet af latinsk p a lu s , som gengiver det danske Ord et K æ r ; paa samme Maade betyder P on top p ida n Manden fra B roby, og svarende dertil finder vi L u n dby i L ucopp idan, S ø b y i Lacoppidan og S k a gen i S ca ven iu s; Collin er dannet af latinsk collis: en Høj; P etri , Paulli og J acob i er latinske Ejeformer: Peters, Povls, Jakobs (Søn), og betyder altsaa P etersen , P oulsen og J a k o b se n ; B jørn sen finder vi i Ursin, B ertelsen i Bartholin osv. Efter den lærde Stand kommer den øvrige højere Borgerstand og Mel l emkl asse i Byerne, og for den spiller ved Dannelsen af de borgerlige Familienavne Eksemplet og Indvan­ dringen fra Tyskland en stor Rolle. Vi har tyske Familienavne af alle Slags; Virksomheds­ navne som Kriiger (Kromand), Fischer, Richter, B ecker, S ch rød er (Skrædder), K ram er (Kræmmer), B ød tch er, K a u fm a n n , Tilnavne som H a lm , W uljf, S chw a rtz, W eiss, Formindskelsesnavne som Liitken, W illken af L u d vig og W ilhelm ), Stednavne som R ostock, B erlin, og Personbenævnelser der er afledede af Stednavne, som H am bu rg er og K eh let. Endelser som -m a n n , -n er, -ert, -b a um , -b om , -b orn , -thal, -ga rtcn , -felt, -d orfj, -h off, -Stein, -m a rk, -sted t, -w ald røber saa godt som altid tysk Oprindelse eller i hvert Fald tysk Tillempning, og det er vistnok ikke for meget at sige, at de fleste af vore borgerlige Familienavne den Dag i Dag er tyske. En stor Mængde Købstadfamilier stammer imidlertid fra indvandrede Landboer, og idet disse som ovenfor nævnt ofte optog deres Hjembys Navn som Efternavn eller Tilnavn, dannede der sig en stor Gruppe af borgerlige Slægtsnavne, som oprindelig er By- og Landsbynavne, saaledes de mange Navne paa -rup og -trup (H ø ru p , H ostrupJ, -b erg (V iberg ), -b o r g (A a lbo rg ), -b y (N o rd b y), -b æ k (Elbade), -lu n d (F rølu n d ), sted (N isted ), -lev (E rslev) osv. Gode danske Stednavne, der som Familienavne har faaet tysk Form, har vi i Schiern (Skern), Z euthen (Søvten), L uxdorph (Løgstrup). Ved Siden af de tyske Navne og Landsbynavnene er -sen-Navnene den tredje store Gruppe af borgerlige Familienavne. Idet den højere Borgerstand antog tyske Navne og Landsbynavne som Slægtsnavne, blev de skiftende -sen-Navne i Byerne væsentlig begrænsede til Almuen, og ind i det 18. Aarhundrede begynder ogsaa denne at tage faste Slægtsnavne, men for en stor Del paa den i sig selv meningsløse Maade, at man gør -sen-Navnene til Familienavne; mens altsaa tidligere S øren J espersens Søn hed Tyge S ø ren sen , kunde han nu komme til at hedde T yge Jespersen . Det er dog først, da Bøndernes Navneskik optager disse faste se/i-Navne, at de tager Magten fra de øvrige Navne. Bonden nævntes i Middelalderen ved Fornavn, ofte med tilføjet Stedbetegnelse. Mens (H r .) T yge N ielsen i Reglen vil være en Adelsmand, er N iels i Viby en Bonde. Karakterise­ rende Tilnavne kan derimod hæftes baade til Adelsmandens og til Bondens Navn. — Senere, da Adelen opgiver -se/z-Navnene, bliver de almindelige blandt Bønderne, og fra det 16. Aar­ hundrede finder vi, at der til Fornavnet snart føjes skiftende -sen - og -d a tter- Navne, snart mere eller mindre arvelige Tilnavne af forskellig Art. Øvrigheden begunstiger gennemgaaende -sen - Navnene, saaledes at en Mand ofte officielt benævnes med et -sg/z-Navn, som han privat aldrig kalder sig eller kaldes ved. Saaledes er Forholdet til ind i det 19. Aarhundrede. Ved en kongelig Forordning af 1828