Kraks Vejviser 1913 provinsregister

bestemmes det saa, at Barnet for Fremtiden skal døbes ikke alene med Fornavn, men ogsaa „med det Familie- eller Stamnavn, som det i Fremtiden bør bære.“ Denne noget uklare Be­ stemmelse fik naturligvis ingen Betydning for de Samfundsklasser, som havde taget faste Familienavne, og ogsaa paa Landet mente de fleste Præster at kunne vedblive at døbe med skiftende -sezz-Navne, mens Tilnavnene vedblev at være i Brug i det daglige Liv. Men i 1856 udsendte Kultusministeriet et Cirkulære, at nu skulde det valgte Familienavn være bindende. Dette Cirkulære virkede som en Overrumpling: da, som ovenfor nævnt, de fleste Præster døbte med -sezz-Navne og ikke med Tilnavne, betød Cirkulæret, at de hidtil skiftende -sen- Navne nu blev hængende ved deres — man kunde fristes til at sige tilfældige — Indehavere og disses Efterkommere som faste Familienavne. Til Øvrighedens Begunstigelse af -se/z-Navnene er i mange Egne kommet, at Bønderne selv foretrækker dem for Tilnavnene, som let kan faa Karakteren af Øgenavne: En Landsbyhaandværker Anders Horsens forlangte at kaldes med sit Døbenavn Anders Pedersen, da en anden Mand paa Egnen havde faaet Tilnavnet Horsens som Minde om et Tugthusophold. En Overvægt har ogsaa -sen- Navneskikken i sin Simpelhed; Tilnavnene nedarves ikke efter saa simple Regler; i nogle Egne følger de Personerne, i andre er de knyttede til Gaardene; somme Steder sættes de foran Daabsnavnet: Bakke-Ole, andre Steder efter: Ole Bak. Resultatet er da blevet, at -se/z-Navnene, .som endnu for hundrede Aar siden indtog en ret beskeden Plads, har bredt sig om en Skræppeskov paa alle andre Navnes Bekostning, saaledes at de nu bæres af langt den største Del af Landbefolkningen og et stadig stigende Tal af Bybefolkningen. Tilnavnene er blevet rodløse; det, der endnu holder dem oppe, er, at de enslydende -sezz-Navne er ufyldestgørende som Personbetegnelser. IV. At vi har faaet faste og arvelige Familienavne, er kun godt; men at en lille Gruppe af -sezz-Navne har taget Magten fra alle andre Navne, er højst beklageligt. . Baade er disse -sen- Navne flove og karakterløse i Sammenligning med Stednavnene og især med de karakteriserende Tilnavne, og Slægtnavnets Værdi som kendetegnende Slægten gaar jo ganske tabt, naar Hun­ dreder og atter Hundreder af Familier bærer det samme Navn, saaledes at de faa almindeligste -sezz-Navne (Andersen, Hansen, Jacobsen, Jensen, Johansen, Jørgensen, Larsen, Madsen, Nielsen , Olsen, Petersen, Povlsen, Rasmussen, Sørensen, Thomsen) kan stille langt flere Tropper paa Benene end alle andre Navne tilsammen, og adskillige ikke-sezz-Navne, f. Eks. Møller, kommer stærkt op imod dem. Denne Sammenklumpning af talløse Familier under samme Navn gør jo, at vi i Stedet for „Navne" faar „Navneskjul“, og de praktiske Ulemper, der flyder deraf, baade for den paagældende selv og for alle andre, der har med ham at gøre, i Særdeleshed for alle offentlige Institutioner (Kirkebog, Lægdsrulle, Post, Vejviser, Skatte- og Valglister osv.), er saa følelige, at vi maa se at komme bort derfra. Den rette Vej ud af Uføret er ikke den, som mange benytter: at føje et Stednavn eller Moderens Navn eller et Fornavn til Efternavnet, saaledes at dette bliver dobbelt: saadanne Dobbeltnavne er kluntede og upraktiske. Den rette Vej er Navneskiftet. Vi maa komme bort fra at betragte det som Snobberi og Fornægtelse af Afstamning, hvis en Mand skifter Navn. Det bør ikke skræmme nogen, at man kan citere Jacob von Thyboe og Erasmus Mon- tanus mod dem, som vil „forny deres Mønt"; havde Holberg levet i vor Tid, vilde han snarere som sin Landsmand Kielland have gjort Løjer med de mange Familier Hansen end med dem, som ønsker at opgive deres Anonymitet og tage et virkeligt „Egennavn". De hjemlige Kilder for ny Navne flyder jo saa rigeligt, at der ikke er nogen Grund til at søge til fremmede og fremmedklingende Navne. Stednavnene er fortræffelige, men det er ikke nødvendigt, som man hidtil væsentlig har gjort det, at holde sig til Landsbynavnene. Og der er mange andre Kilder end Stednavnene. Der er uddøde Fornavne og Familienavne, der er Tilnavne, og der er ikke mindst den uendelige Mængde af Muligheder for fri Dannelse. Vi er tilbøjelige til at smile ad Svenskernes pompøse Navne og at opholde os ved det „menings­ løse" i de svenske frit dannede Navne som Cederlof og Stromquist , men det er at se Bjælken i Broderens Øje: vi har jo selv svenskformede Navne som Malmstrøm og Dalberg og Berggren Og Holmgren; ingen tænker over, at de er „meningsløse", og ingen vil nægte, at de er at foretrække for Hansen og Jensen. Den lette Adgang til at erhverve nye og gode Slægtsnavne, som er aabnet ved kongelig Resolution af 26. Maj 1903 og Lov af 22. April 1904, er endnu alt for lidt benyttet.