Kraks Vejviser 1913 provinsregister

Af KRAKS NAVNEBOG:

V O R E E F T E R N A V N E Af HENRIK BERTELSEN

I. D EN borgerlige Navneskik her i Danmark er meget simpel: hver Person har eet eller flere Fornavne (Daabsnavne) og et Efternavn. Mens Fornavnet betegner Personen, angiver Efternavnet Familien: det nedarves fra Fader til Børn, og, hvis der ikke foretages Navneskifte, beholder Sønnerne Familienavnet og lader det gaa videre til deres eventuelle Børn, medens Døtrene i Tilfælde af Giftermaal opgiver deres eget Efternavn og antager deres Mands. At Hustruen i Ægteskabet beholder sit Familienavn uden at tilføje Mandens Navn, saaledes at f. Eks. Overretssagfører Jensens Hustru kalder sig Fru Margrete Holm , er endnu en Sjælden­ hed, der ikke staar i nogen historisk Forbindelse med den tilsvarende ældre Navneskik, som vi kender, f. Eks. naar Herluf Trolles Hustru hed Birgitte Gøje , eller naar helt ned imod vor Tid Bonden Lars Andersens Hustru beholdt sit Pigenavn Katrine Nielsdatter. — For fraskilte Hustruer har der endnu ikke udviklet sig nogen fast Praksis: nogle beholder deres tidligere Ægtemands Navn, andre genoptager deres Pigenavn. Hvis man vil spørge, hvilken Del af Navnet der er den vigtigste, saa maa Svaret utvivl­ somt blive: Efternavnet. Allerede ved Daaben nævnes Barnet her i Landet — forskelligt fra andre Landes Skik — ikke alene med sit „Daabsnavn", men ogsaa med Efternavn. Senere kaldes Barnet ganske vist i Reglen ved Fornavn, men kommer vi til de voksne, er jo For­ navnet væsentlig indskrænket til at bruges indenfor Familien og Husstanden og mellem gode Venner: det borgerlige Navn er Efternavnet. Anbringer jeg mit Navn under et Avertisse­ ment eller Forretningsbrev, paa et Visitkort eller en Dørplade, saa bliver det i Formen Vil­ helm Holm eller Vilhelm A. Holm eller V. A. Holm eller maaske slet og ret Holm; Efternav­ net maa altsaa i hvert Fald med, Fornavnet kan undværes. — Svarende dertil er de høfligste Navneformer i Tiltale dem, der ikke har Fornavnet med: Jens eller Jens Andersen siger man til Almuesfolk, Tyende og Børn; Andersen alene er straks høfligere, men helst skal der jo noget foran Navnet: Hr. Andersen, Grosserer Andersen osv. Gaar vi imidlertid udenfor Borgerstanden, vil vi finde, at Efternavnets Overvægt ikke er saa afgjort. For at begynde højest oppe: Kongehusets Medlemmer har som bekendt intet Efternavn, og i Adelen møder vi Navne som Frederik Ludvig Vilhelm, Lensgreve af Ahlefeldt-Laurvigen, der nok saa meget minder om Fyrstenavne som om de borgerlige Navne. Og gaar vi ud til Landbefolkningen, vil vi finde, at der endnu lever mange Men­ nesker, som ikke er døbt med deres Faders Efternavn, men med et Efternavn, der er dannet af Faderens Fornavn med Tilføjelse af -sen, saaledes at f. Eks. Jens Hansen ikke er Søn af en Hansen, men af en Hans. Endvidere er det meget almindeligt i Landbefolkningen, at Efternavnet kun eksisterer som et officielt Navn, der findes i Kirkebogen og anvendes i retslig Brug, mens der i almindelig Brug af den paagældende selv og især af hans Omgivelser anvendes et ikke autoriseret, men ofte arveligt Tilnavn. Det vil altsaa sige, at f. Eks. Kirkebogens Jens Hansen kaldes med det fra Fader og Bedstefader nedarvede Navn Jens Kok, at Søren Nielsen paa Østergaard kun ken­ des som Søren Østergaard, eller at Rasmus Andersen, idet han gifter sig med Enken paa Klok- kergaarden, kommer til at bære det Tilnavn, som i umindelige Tider har været knyttet til Gaardens Ejer, og kaldes Rasmus Klokker. I mange Egne i Danmark bærer Flertallet af Be­ folkningen arvelige Tilnavne, og ofte er Kirkebogsnavnet ukendt selv for de nærmeste. To ferierende Studenter havde af en Præst faaet Hilsen og Bud til en Gaardmand et Par Mil borte: han vilde nok paa Præstens Anbefaling huse dem. De kom til Landsbyen, gik ind i den første Gaard og spurgte en Pige om Gaardejer Christensen. Pigen erklærede, at der ikke var nogen Gaardejer Christensen i Landsbyen; men til alt Held for Studenterne kom Gaar­ dens Ejer, Søren Bak, til i det samme og afslørede sig som Gaardejer Christensen. Naar dertil kommer, at paa Landet og til Dels i Byalmuen er det endnu almindeligt at tiltale ved Fornavn alene eller ved Fornavn og Efternavn (Tilnavn), saa vil man se, at det ikke er overalt i vort Samfund, at „Navnet" er Efternavnet, og man vil faa en Formodning om, at den Overvægt, som Efternavnet har i vore Dage, skyldes en forholdsvis sen Udvikling, der væsentlig hører hjemme i Byerne.