KongligeBlindeintitutsHistorie

81 Kantaten, som blev sungen efter Talen, lød saaledes:

Solosang : Mildt i Naude ned til os Du se,

Ned til os, der her i Mørket famle! I Dit Navn skal al vor Gerning ske, Derfor med Fortrøstning vi os samle, Takke Dig for hver en Dag, der svandt, For hver Blomst, som paa vor Vej vi fandt. K o r: Ja Glæder blomstre paa vor Vej! Den Tankeløse seer dem ej, Og koldt fra os sig vender; Han aner ej, hvor meget Smukt Vi gribe paa vor Tankes Flugt; Han aner ej den Stjerneskat, Der slraaler i den Blindes Nat! I Poesiens Urtegaard Saa mangen herlig Vinstok staar, Der styrker og forfrisker; Vi kvæges af dens ædle Vin, Og mangen Perle, klar og fin, Der gemmes dybt paa Bæg’rets Bund, Gjør Sjælen dobbelt stærk og sund. I Tonerne der bor en Magt, En hemmelig, der staar i Pagt, I hellig Pagt med Himlen. Ved dem slaar Hjertet let og frit, De løfte os fra Jorden tidt, Og i hver Klang, der Hjertet naar, Er Balsam for dets skjulte Saar! Ja selv fra Livets travle Færd — Saa fjern fra os og dog saa nær — Naa Toner til vort Øre. Alt, hvad der tegner godt og smukt Og siden glæder med sin Frugt, Det naar til os — det Andet, nej! Det Hæslige, det se vi ej!

6