KongligeBlindeintitutsHistorie

82 Og for vor Sjæl et Billed staar, Der ej forandres Aar for Aar, Men er og bli’er det samme. Mens Alt, hvad Livet har frembragt, Maa bøje sig for Tidens Magt Og ældes snart, hint Billed staar Dog lige smukt fra Aar til Aar — Og det er Billedet af dem, Der frede om den Blindes Hjem, Der kærligt ham beskytte, Og som en Bolig her har bygt, Hvori den Blinde glad og trygt Kan gemme paa de Skatte, som Her blev hans Tankers Ejendom!

Se i Naade ned, o Gud, til os, Til det Hus, som i Dit Navn blev bygget! Lad det byde Tidens Storme Trods, Ved Din Magt, Din Kærlighed betrygget! Tag det kærligt i Din Varetægt, Skærm det faderligt fra Slægt til Slægt!

Derefter frem,sagde Elev af Blindeinstituttet Christine Poulsen følgende af Prof. Holst forfattede Epilog:

Min høje Konge! skønt mit Blik ei seer Din ædle Skikkelse, det Højheds Præg, Der troner paa din Pande, og de Træk, Du arved fra din kongelige Slægt, Saa føler jeg din Nærhed dog, o Herre! Som jeg kan føle Solens milde Varme, Skønt ej mit Øje seer dens gyldne Glans, Og som jeg sporer Blomstens fine Duft, Skønt aldrig jeg har sét dens Form og Farve! Velkommen da i dette nye Hus, Der, nær din Hovedstad, skal minde om, At blandt de Dyder, som derinde bo, Har ogsaa from Velgjørenhed sin Plads.