KøbenhavnskeBoligtyper

ens huse med en indbyrdes afstand a f 6,5 m og en afstand til naboskel paa knapt 2 m. Allerede tidligt kommer man ind paa en anden udnyttelse, idet der vinkelret paa gadehuset skydes en fløj ind i gaarden. Denne fløj kan have almindelige trapper med adgang fra gaarden (eks. I 7, I I3, I I4 og I16), eller den kan rumme et gangsystem; de egent­ lige korridorhuse er a f denne type (eks. Is, Ig, I ro og I I2). I begyn­ delsen træffes det T-formede hus enkeltvis, men senere optræder det under bedre forhold i samlede bebyggelser med fælles lys- gaarde. (Eks. I I4). En sjælden form for bebyggelser med smaalejligheder er den vinkelformede bebyggelse, der er saa almindelig for større lejlig­ heder. Formens sjældenhed skyldes uden tvivl, at den kræver et uforholdsmæssigt stort og dyrt trappeanlæg (eks. I I7, trappekvo­ tienten) . Hele perioden kendetegnes a f den planløse maade, hvorpaa grun­ dene bebyggedes. Byggeforetagenderne var smaa, sjældent drejede det sig om mere end et enkelt hus med een opgang, og dette byggedes ganske vilkaarligt uden hensyn til de omkringliggende huse. Interessante er i saa henseende 3 i forlængelse a f hinanden liggende ejendomme (eks. I I5, 1 ^ og I i 7). Fra gaden ser de gan­ ske ens ud, men bebyggelsesformen er vidt forskellig. De store byggeperioder i 70erne og 80erne hører til de sørgeligste i byens historie. I disse aar opførtes i tusindvis a f smaa usle lejlig­ lovens absolutte minimum. Skønt man i byen havde de sørgeligste erfaringer for, hvad overbefolkning kan medføre (koleraepide­ mien), byggedes der i disse aar nye mægtige slumkvarterer. Ingen tænkte paa eller mægtede at bremse det vilde udnyttelsesbyggeri. Lejere var der nok af, den stadig voksende industri kaldte i tusindvis a f folk til byen. De mangelfulde trafikforhold gjorde det nødvendigt at gøre afstanden mellem bolig og arbejdssted saa kort som mulig, og arbejdernes ringe løn tillod dem ikke at stille fordringer i nogen retning til boligernes kvalitet. Der var altsaa for disse folk kun eet valg, de trange lejligheder paa broerne. Medens lejlighederne i de første huse udenfor voldene var tem- ^ melig store, begyndte i 70erne for alvor produktionen a f smaa lejligheder. Denne fremmedes i høj grad ved loven om arealskatten a f 1802, der bestemte, at alle lejligheder under 69 kvadratalen (ca. 27 m 2) kunde fritages for denne skat. I 1873 udvidedes bestemmelsen til at gælde alle lejligheder under 80 kvadratalen (ca. 31,5 m 3) og resultatet blev, at man bestræbte sig for at holde lejlighederne nede under dette utilstrækkelige minimum. Fra denne periode er det derfor ikke ualmindeligt at træffe køkkener paa under 3 m 3, og ofte er lejlighedens største rum ikke en­ gang 10 m 2.

heder med snævre, mørke rum og elendige trappeforhold. For per;ocjen 1856 til ca. 1880 byggespekulationen gjald t det udelukkende at Sikre Sig den Planløs overbebyggelse, dybe uensartede grunde, største udnyttelse ved at holde lejlighedernes Standard nede paa forskellige bygninger, smaa irregulære gaarde.

7 Éyggelovene a f 1871 og 1875 viste sig meget snart mangelfulde. I 1878 nedsattes derfor et revisionsudvalg, men først 11 aar der­ efter vedtoges i 1889 en ny lov, den endnu gældende, hvis væsent- 1889—1900

ligste tilføjelser var kravet om en gadebredde paa 30 alen (18,83111) mod de tidligere forlangte 20 alen (12,55 m) °g endvidere 10