KøbenhavnskeBoligtyper

fordringerne til beboelsesrum, et gulvareal paa mindst 15 kvadrat­ alen (5,91 m 2) og vindue til det fri. Det eneste krav lovene a f 1856 og 1871 havde stillet til saadanne rum var en minimums­ højde paa 4 alen (2,51 m). Produktionen a f de helt smaa lejligheder standser herefter brat og lejlighedernes gennemsnitsareal stiger betydeligt, idet den a f loven krævede forøgelse a f de mindste rum, køkken og pigeværelse, au­ tomatisk breder sig til de andre rum. D a loven a f 1889 forbød de lange fællesgange og krævede 3 døre mellem de 2 trapper, indskrænkedes mulighederne for stærkt ud­ nyttede bebyggelser betydeligt. Den eneste mulige anbringelse a f trapperne bliver herefter den i mange aar eneraadende med hoved- og køkkentrappe. Bebyggelsesmaaden ændres samtidig tydeligt. De nyudlagte gader bliver bredere og anbringes tættere, hvorved grundenes dybde aftager. Der bliver herefter ikke plads til bag- og sidehuse, men grundenes udnyttelse sikres dog ved at den kostbare fagadelængde indskrænkes saa meget som muligt. For at opnaa dette maa køkkener og køkkentrapper skydes ud i gaarden. Her faas en mængde indadgaaende hjørner, hvor det tit kniber med at over­ holde lysafstandsreglerne. Et særligt tydeligt exempel paa bestræ­ belserne for at løse denne opgave er eks. I^ . De udskudte trappetaarne er kendetegnet for bebyggelser fra denne periode. De samles tit i lange smalle karréer, den saakaldte redekamsbebyggelse, med det sparsomme gaardareal opdelt a f plankeværker og skure. Karakteristisk for tiden er ogsaa de flade skifertage, der tillod en udnyttelse i højden til lovens grænse og samtidig dannede en værdig afslutning paa den italienske palads- fagade, som selv de billigste huse smykkedes med paa bekostning a f reelle værdier. I begyndelsen a f 90erne var byggeriet svundet betydeligt ind, men omkring aarhundredskiftet tog det et nyt mægtigt opsving. Store kvarterer bebyggedes, saaledes Sønder Boulevardkvarteret, det ydre Nørrebro, Islands Brygge, Aladdinkvarteret og en del i de i 1901 indlemmede distrikter (ved deres indlemmelse var byens areal vokset til det tredobbelte fra ca. 2300 ha til ca. 7000 ha, medens folketallet kun steg med 5 1 j 2 pct.). Det ukontrollerede vilde byggeri førte imidlertid snart til over­ produktion, og de ledige lejligheders antal steg i foruroligende grad. Bankkrisen i 1908 gjorde brat ende paa alt byggeri, o g i de følgende aar opførtes kun ganske faa lejligheder, i 1911 saaledes kun 650 mod 6500 i 1903. Denne standsning i nybyggeriet medførte i løbet a f faa aar bolig­ nød, idet den store reserve a f ledige lejligheder efterhaanden op­ brugtes, og i 1916 havde situationen antaget en saa truende karakter, at stat og kommune maatte gribe ind. I planerne for smaalejligheder i perioden 1900— ^ 4 er ikke mange variationer fra den a f loven i 1889 skabte normaltype med hoved- og køkkentrappe. Den vigtigste ændring i selve planen er indførelsen a f nye installationer. Vandklosettet blev almindeligt kort efter 1900. V ed smaalejlig- heder lagdes det ofte paa køkkentrappen til brug for flere familier (eks. I I 2i ) ; først senere fik hver lejlighed sit eget w.c., (eks. I I 24 og 11

Perioden ca. 1880 til ca. 1900 Planmæssig overbebyggelse, smalle ligedannede grunde, ensartede bygninger (redekamshuse), gaardareal op­ delt af plankeværker og cykleskure.

1900-1914