KøbenhavnsUniversitet_1929

68 første S tudentertog til Upsala — under Plougs Førerskab og Skandinavis­ mens stolte Banner — og to Aar efter holdtes i København det første nor­ diske S tudentermøde med Deltagere fra K ristiania, Lund og Upsala. I vore Dage er disse nordiske S tudenterm øder tag et op igen, men paa en hel anden og langt bredere kulturel Basis. Det n ittende Aarhundrede har en hel Skala af skiftende S tuden ter­ ty p e r a t opvise — alle (eller næsten alle) forherligede i Digtningen. Tidligst den R ahbek ’ske S tudent, i uforfalsket Drikkevisestil, med »Werther« i Lommen, bærende paa skjulte og farlige Sympatier for Revolutionen og de P. A. Heiberg’ske Ideer. Dernæst Springet ind i Romantikken til Poul Møl­ lers F riskfyrtype med »laus tabaci« og »Nathimlens Skygge«, ufordæ rvet og nøjsom som den Tid, han levede i, og Hostrups mere borgerlige og bastan te Type, den bram fri S tudent, der ingenlunde kaster Vrag paa kønne Kobber- smededøtre, priser Regenslivet, Slobrokken og den lange Pibe og nyder Lars Matthiesens Druesaft. Saa kommer Plougs politiserende Type, na­ tionalliberal helt ned i Buksestropperne, med de høje Idealer hængende ud af Halsen, fanatisk Tilhænger af Tanken om Nordens Enhed. Endnu før Reaktionen indhenter og tilin tetgø r denne Type følger Scharlings Nøddebo-S tudent, sen tim en talt-ju lestem t med Præ stegaards-Idyl i Sne og Kaneføre — et v interligt Modstykke til Tresernes S tuden t i Præste- gaardshaven med den uskyldsrene E ro tik mellem Buskene. Men saa kommer ogsaa Reaktionen som en Lavine over den romantiske S tuden ter­ type, baade den digteriske og den politiske, og Kredsløbet, der begyndte med Revolutionens Menneskerettigheder, ender med Foreningen af »Aan­ dens og Haandens Arbejdere«. Den naturalistiske S tuden t i Halvfjerdserne, den socialpolitiske i Firserne er endnu præget af en akadem isk Egenart, Rester af den gamle Lavsaand, der i de følgende Perioder opløses og for­ svinder. Den akadem iske Dannelse dykker ned i de brede Lag og de sociale Underklasser stiger til Vejrs, op mod den — en udlignende Bevægelse, der fører til, a t Akademikeren uddør som Type og optages i det borgerlige Samfund som en højnende Bestanddel. Ogsaa i denne Udvikling har vo rt gamle Universitet kunnet følge med — det har ikke forsmaaet a t gaa ud til de brede Lag, det har evnet a t følge Ungdommens ny Indstilling og den ny Vurdering af Værdierne, baade de aandelige og de materielle. M aatte denne Alma m aters ungdomsfriske Evne til Fornyelse vedvare! Q u o d f e lix f a u s t u m q u e s it !