KøbenhavnsUniversitet_1929

67 under Rahbeks Kommando. Fra 1808 blev S tudenterkorpset permanent og fik Navn af »Kongens Livkorps«. Det holdt jævnlig Øvelser paa Fæl­ leden i hvert Fald i Frederik V I’s Tid — gik dog lidt efter lidt ud af Sagaen og ophævedes endelig 1864, men T raditionerne fortsattes gennem den i 1861 stiftede akadem iske Skytteforening. Disse krigerske Id ræ tter ude­ lukkede dog ikke borgerlige Ombud, saaledes Ligbæringen i Hovedstaden, som S tudenterne paatog sig under Pesten i 1711, da ingen andre vilde, hvil­ ket førte til, a t Regensianerne fik dette Privilegium »til evig Tid« som en kærkommen Indtægtskilde. Studenternes Ligbæring ophørte dog 1791, men Kommunitetskassen drog stadig nogen Fordel af denne Forretning. Det københavnske Klubliv, der især florerede ved Slutningen af det attend e Aarhundrede, lod naturligvis ikke S tudenterne uberørt — de del­ tog i Selskabeligheden, dyrkede den hjemmegjorte dramatiske Kunst og politiserede i det dulgte. Inden for selve S tudenterverdenen blev efter- haanden Regensen det selskabelige Samlingssted, her sang og pokulerede man, i de lyse Sommernætter under Linden i Regensgaarden, og drøftede Tidens og Dagens brændende Spørgsmaal. Dette »peripatetiske S tudenter­ liv« (som Regensens Historieskriver Reinhardt har kaldt det), hvis Midt­ punk t Poul Møller var, m aatte udfolde sig frit og taa lte ikke Indskrænk­ ninger af nogen A rt, og da det teologiske Faku ltet i Forsommeren 1820 paabød, a t Gilderne i den røde Gaard skulde ophøre ved Midnat, affødte denne Bestemmelse en saadan Uvilje, a t det ved et talrig t besøgt Møde under Regenslinden besluttedes a t skabe et nev tralt Samlingssted uden for Universitetets Rækkevidde. Samme Sommer blev da S tudenterfor­ eningen stiftet »til Videnskabeligheds og Broderaands Fremme«. I mere end et halvt Aarhundrede v ar Studenterforeningen det eneste befrugtende M idtpunkt for dansk S tudenterliv uden for de snævrere Kredse paa Re­ gensen og i Kollegierne, men efterhaanden stagnerede Livet i stereotype Former, der ikke lod det friske ungdommelige Initiativ fornødent Raade- rum, og i 1882 skete en Secessio piebis. En Række misfornøjede Medlem­ mer ud traad te og stiftede Studentersam fundet, som i de følgende Aartier skabte sig en betydningsfuld social Mission ved Arbejderundervisning og Retshjæ lp m. m., mens Studenterforeningen fortsat tum lede med Spørgs­ maal af mindre vital Interesse, f. Eks. de kvindelige Akademikeres Opta­ gelse, der gennem Aaringer satte Sindene i den stærkeste Bevægelse. Nu er begge Foreninger ude over denne stæ rk t politisk farvede Periode, og den gamle Studenterforening hævder sig trods Aarene værdigt ved Siden af de andre yngre Studentersammenslutninger. Ogsaa i den Fællesfølelse, der er skab t mellem de nordiske Universiteter, har de danske S tudenter deres store Andel. Sammen med S tudenterne fra Lund foretoges i 1843 det 5*