KøbenhavnsUniversitet_1929

5 9 excellence, den gamle Magister Hans Been, en studiosus perpetuus, der døde 1708 som Alumnus paa Valkendorffs Kollegium og sa tte en »fast utrolig Mængde Disputatser« i Verden. Da han ikke længer »pillede filoso­ fiske Ben«, men var blevet et Offer for »Gudindernes Ten«, ristede E fte r­ tiden Runer over denne drabelige Hæ rmand, der havde »levet saa ren« fra »Cypridis Lue og Abraham Lehn« — d. v. s. havde væ ret ganske ube­ rø rt af Venus’ Tillokkelser og Vinhandler Lehns Drue. Kun den akade­ miske Fægtning havde givet hans Liv Indhold. Det forstaar sig, a t det under D isputatserne vanskeligt lod sig forhindre, a t Lidenskaben løb af med Kamphanerne, og selv om det ikke gik saa galt som i Peder Paars, a t man kylede en »trofast indbunden Aristopha- nem« eller en »sølvbeslagen ty k Homerum« i Hovedet paa hinanden, saa hændte det dog, a t Dekanus med kraftig Røst m aatte »imponere Silen­ tium« og skille K om battanterne ad. I det hele blev Holbergs Satire et Dødsstød for Disputerevæsenet, saaledes som det udartede i det attende Aarhundrede. Han hudflettede dette lærde Spilfægteri i »Erasmus Mon- tanus« og var ikke bange for, inden for selve Universitetets Mure — hvor han ellers altid kun v ar den konservative Professor og slet ikke Satiriker — a t lægge sin Foragt for Disputerekunsten for Dagen som da han i 1732 lidt spodsk ud taler i en Votering, a t han »ingen Ide haver om arte disputandi og af alle professoribus dertil m indst er bekvem«. At vore Dages Doktor­ dispu tatser har deres Udspring fra Fortidens akademiske Disputerevæsen, det er en historisk Kendsgerning, skønt man kunde fristes til a t betvivle det. I den Grad har Nutid fjernet sig fra Fortid. Baade Forelæsninger og D isputatser holdtes i ældre Tid naturligvis paa La tin , og D isputatserne paa »Klostret« havde navnlig til Hensigt at opøve S tudenterne i Brugen af dette Sprog. »Klosterlatinen« var noget for sig selv, mange mærkelige Sprogblomster groede der, og ikke sjælden kunde Kommunitets-Dekanen honorere en altfor ejendommelig Vending eller Glose med et tordnende »Pecus«! Ved disse daglig gentagne Øvelser grundfæste­ des dog Latinen, og Københavns Universitet havde Ry for det gode Latin, der i det syttende og attend e Aarhundrede taltes fra dets Katedre, saa da endelig Tidens Fylde kom, og Modersmaalet skulde afløse det hævdvundne Universitetssprog, var det vanskeligt nok a t bane Vejen for det. Det gik kun langsomt. I Universitetets tidlige Periode, den Gang, da det oprinde­ lige Reformationsværk, der havde Bud til det store Folk, endnu ikke laa saa langt tilbage, var en Forstaaelse af Modersmaalets Ret i Skole og ved Universitet ved a t trænge sig frem, men i det lærde syttende Aarhundrede gik den a tte r ta b t, og Reaktionen skruede Latinen op til et Magtvælde, det næppe havde haft før. »Reformationen havde kaldt Modersmaalet