KøbenhavnsKommuneskole_1814-1914
62 undervisningen er, at han afskaffer al indbyrdes Undervis ning og stadig stræber efter at blive, hvad han bør være: ene Lærer i Klassen. Jo mere han nærmer sig dette Maal, jo større bliver Oversigten, Ordenen, Livligheden og Frem gangen i Klassen, o g jo lettere og interessantere bliver hans Arbejde. „Læsningen“ — hedder det videre — „maa have den største Tid, dels fordi den uafviselig er den vigtigste Disci plin, dels fordi den i Følge sin Natur kræver den læng ste Tid.“ Metoden gik da i Korthed ud paa at indføre Bihjæl pere i den laveste Klasse, saaledes at hver Elev havde sin, der skulde indprente ham Bogstaverne. Mellem Elever og Bihjælpere skulde Læreren stadig gaa rundt og vaage over, at der blev bestilt noget, og i givet Tilfælde ud dele Ros eller Straf. I den næste Klasse — Staveklassen — faldt Bihjæl peren bort. Her var der en Forstaver — i Reglen en af de daarligste Stavere —, som stavede alene, medens de øvrige Børn fulgte med i deres Bog med deres Griffel. Saasnart de naaede et Tostavelsesord, faldt de alle sammen ind o g stavede dette Ord i Kor, hvorefter Forstaveren fortsatte. Den følgende Klasse — Læseklassens — Elever skulde ved Genfortælling og paa lignende Maade godtgøre, at de havde forsiaaet det læste. — 1 1853 dør S c h o u b o e , og hans Metode overlever ham ikke længe. Det har sikkert været et alt for kompliceret Apparat til, at man kunde vente sig noget stort af det i Længden, og man gik snart efter over til at ansætte een bestemt Lærer i Hovedfagene i hver Klasse. Han ryk kede da op med Klassen, til Børnene blev udskrevet, og her har vi altsaa Begyndelsen til det nuværende Klasse
Made with FlippingBook