KøbenhavnsKommuneskole_1814-1914

45 legemlige Straffe skal stærkt indskrænkes, og der skal saa 'meget som muligt appelleres til Børnenes Æresfølelse. Selv C ar ly le — der forøvrigt er mere berømt som Filosof end som Pædagog —, om hvis Hidsighed og Pryglelyst der for­ tælles, at den skal have været saa stor, at Mødrene jog ham ud af den By, i hvilken han var Lærer*), skal ved P e s t a l o z z i s Indflydelse være blevet saa from, at han kun meget sjældent greb til legemlige Straffe, o g da kun paa en lidet haardhændet Maade. Ja, helt op til den mo­ derne Tid rækker P e s t a l o z z i , o g hans Teorier udvides i den Grad, at G u y au endog helt forkaster Nytten af For­ maninger og Straffeprædikener og lægger hele Vægten paa Overtalelse og Suggestion.**) — Den store Skolekommission fra 1809 er paavirket ikke alene af P e s t a l o z z i , men nok saa meget af C o m e n i u s — førstnævntes Indflydelse spores særlig i den Forplig­ telse, der blev paalagt de lokale Skolekommissioner at indberette til Direktionen de Lærere, som udmærkede sig ved at vedligeholde Orden o g Opmærksomhed i deres Klasse u d e n L e g e m s s t r a f f e s Hj æ l p , — og sidstnævn­ tes i Lærernes Instruks, der vel tillader, men i høj Grad indskrænker Benyttelsen af Legemsstraffe. Kommissionen havde her vist en særlig Forudseenhed, i saa høj Grad, at den offentlige Mening reagerede usæd­ vanlig kraftigt. Det var særlig Pressen, der tog til Orde mod denne „blødsødne Humanitet“ og i stærke Ord protesterede. Typisk i denne Henseende er en Række Artikler i „Politivennen“ for Aaret 1821, der vakte en saadan Op­ mærksomhed, at de endog blev Genstand for Forespørg­ sel fra allerhøjeste Sted.

*) J. K u re: Thomas Carlyle og hans H ustru, S. 62 . ■**) A . Bjarnason: Jean-M arie Guyau, S. 12 0 .