KøbenhavnsKommuneskole_1814-1914
45 legemlige Straffe skal stærkt indskrænkes, og der skal saa 'meget som muligt appelleres til Børnenes Æresfølelse. Selv C ar ly le — der forøvrigt er mere berømt som Filosof end som Pædagog —, om hvis Hidsighed og Pryglelyst der for tælles, at den skal have været saa stor, at Mødrene jog ham ud af den By, i hvilken han var Lærer*), skal ved P e s t a l o z z i s Indflydelse være blevet saa from, at han kun meget sjældent greb til legemlige Straffe, o g da kun paa en lidet haardhændet Maade. Ja, helt op til den mo derne Tid rækker P e s t a l o z z i , o g hans Teorier udvides i den Grad, at G u y au endog helt forkaster Nytten af For maninger og Straffeprædikener og lægger hele Vægten paa Overtalelse og Suggestion.**) — Den store Skolekommission fra 1809 er paavirket ikke alene af P e s t a l o z z i , men nok saa meget af C o m e n i u s — førstnævntes Indflydelse spores særlig i den Forplig telse, der blev paalagt de lokale Skolekommissioner at indberette til Direktionen de Lærere, som udmærkede sig ved at vedligeholde Orden o g Opmærksomhed i deres Klasse u d e n L e g e m s s t r a f f e s Hj æ l p , — og sidstnævn tes i Lærernes Instruks, der vel tillader, men i høj Grad indskrænker Benyttelsen af Legemsstraffe. Kommissionen havde her vist en særlig Forudseenhed, i saa høj Grad, at den offentlige Mening reagerede usæd vanlig kraftigt. Det var særlig Pressen, der tog til Orde mod denne „blødsødne Humanitet“ og i stærke Ord protesterede. Typisk i denne Henseende er en Række Artikler i „Politivennen“ for Aaret 1821, der vakte en saadan Op mærksomhed, at de endog blev Genstand for Forespørg sel fra allerhøjeste Sted.
*) J. K u re: Thomas Carlyle og hans H ustru, S. 62 . ■**) A . Bjarnason: Jean-M arie Guyau, S. 12 0 .
Made with FlippingBook