KøbenhavnsKirkesag_1926-29

284

folkekirkeligt set forsvarligt. Skulde der gøres mere, maatte det gøres ad frivillig Vej. En Udvikling i Retning af Sogne paa 15.000 vil derfor være en overmaade alvorlig Sag. Naturligvis kommer det noget an paa, om der er tre eller to Præster ved en saadan Kirke — hver med sit Distrikt. Men hos saa at sige alle, der har staaet i Kirkesagen, er der fuld Enighed om, at det er en alvorlig Ulempe, om en Kirke har tre Præster. Der er nemlig stor Forskel paa, om to Præster regel* mæssig skiftes ved de to Gudstjenester, eller om de bliver tre, saa Folk skal finde i Bladet, hvem der prædiker, og maaske opdager, at han, de vilde høre, prædiker ikke. Thi alle skønne, og for saa vidt rigtige, Teorier til Trods, er det uomtvisteligt, at jo tyndere Forbindelsen er, des mere er den knyttet rent personlig til en bestemt Piæst. Det er ikke særlig for de vaagne Kristnes Skyld, at tre Præster er en daarlig Ordning. Det blev nylig udtrykt saaledes af en Præst ved en af vore Kirker, som maa siges at staa ret kritisk overfor Kirkefondet: »Det er det gode ved en Kirkefonds* kirke, at der er i Regelen en Kreds af Mennesker, som kommer, ligegyldig hvem der er Præst« (hvilket i Parentes bemærket viser, hvor meningsløst det er, naar det undertiden siges, at vore Menig* hedssamfund sætter Møderne over Gudstjenesten). Nej, naar tre Præster er en daarlig Ordning, er det først og fremmest af Hensyn til den Befolkning, der staar paa Afstand, fordi overhovedet Betin* gelserne for en personlig Forbindelse mellem den og Kirken derved forringes meget væsentligt. Men 15.000 med to Præster — hvad betyder det? Lad mig atter, for at faa et uvildigt Vidne, anføre hvad Provst Schepelern siger i det tidligere anførte Skrift, at selv om 10.000 er Idealet, kan ogsaa større Sogne — han taler om Sogne paa 16— 20.000’ — »kunne frem* byde brugelige Betingelser. Men da følger det af sig selv, at den opstillede Fordring om Præstens personlige Forbindelse med hvert enkelt Sognemedlem maa frafaldes.« A f han mener, den ogsaa hør frafaldes, er en .Sag for sig, ligesom ogsaa, at den ikke kan fuldt gennemføres, selv med 10.000. Man undskylde, at jeg anfører et saa gammelt Ord; det har sin naturlige Forklaring i, at dette Spørgsmaal siden da næppe har været debatteret fra kirkelig Side. Men 15.000 med to Præster vil altsaa betyde, at Forbindelsen slap* pes i en ganske overordentlig Grad. Der kan være adskillige Punkter i Kirkesagen, som kan være indviklede — skønt jeg personlig synes, det hele dr ret enkelt. Men lad det nu være, hvad det er. Een Ting er i hvert Fald ikke mere indviklet, end at et Barn kan forstaa det: at jo større Sognene er, des mindre maa Forbindelsen mellem Præsten og Befolkningen blive; og omvendt; jo mindre Sognene er, des bedre kan Forbin* delsen blive. Og der turde vel ogsaa være Enighed om, at den personlige Forbindelse er en Hovedbetingelse for overhovedet at naa frem. Med mindre man har det pessimistiske Syn, at Præsterpe