KøbenhavnsKirkesag_1926-29

283 Præst og Sogn, om der ikke skal gaa mere i Stykker. Det taler det ganske vist ogsaa overmaade tydeligt om. Og er Befolkningstallet lidt dalende i den indre By og paa Broerne, saa betyder 10.000 Mennesker nu flere Familier end for 20 Aar siden og stiller altsaa større Krav, ikke til »Forretninger«, men til Sjælesorg. Der er meget andet, der bestemmer en Befolknings Stilling til Kirken, end Sognenes Størrelse. Hele Tidsaanden først og fremmest. Naar jeg i min Artikel i Kirkefondets Aarbog har sagt (S. 24), at det dalende Kirkebesøg er fælles Skibbrud for Kirkerne nu i Tiden, saa tænkte jeg dermed ikke paa Kirkehusene i København, men paa Kirkesamfundene Verden over. Jeg nævner dette, fordi man kom« mer til at anlægge en forkert Maalestok — og eventuelt drage for* kerte Konsekvenser -— om man ikke er klar over, at den samme Klage møder een overalt i Kristenheden. Den Tanke, at Lægemidlet imod dette skulde bestaa i større Sogne, er derimod vistnok et originalt, hjemligt Patent. Men selv om Sognenes Størrelse langt fra er enebestemmende i saa Henseende, er der næppe noget mere probat Middel til at fjerne Befolkningen fra Kirken, end store Sogne, hvor den personlige Forbindelse bliver vanskeliggjort, maaske umuliggjort. Man kan blot se paa Forskellen mellem Befolkningens Stilling til Kirken i Berlin og London. Uden at overse andre Aarsager, skal der Mod til at nægte, at én Hovedaarsag ligger i, at man det ene Sted har Kæmpesogne, og det andet Sted har regnet med 3.000 — er tre Tusinde — Sjæle til en Præst. Biskoppen over London syd for Themsen talte i Foraaret om, hvor alvorlig Situationen var, da der af særlige Grunde efter Krigen i Stiftet var kommet »store Sogne med en Befolkning paa 6.000 Mennesker«, hvor en Præst maatte være alene om Arbejdet. Han følte det altsaa som en Krise, naar en Præst havde 6.000 Mennesker — hvoraf endda maaske Halv* delen hører til andre Kirkesamfund. Derfor har Sogne paa 10.000 heller aldrig staaet for os som Idealet. Det kneb i Begyndelsen for Kirkesagens Fædre at gaa med dertil, thi nogen af dem havde drømt om et Par Tusinde til hver Præst. Men med den folkekirkelige Linje, som Kirkesagen bevidst slog ind paa, gik man med til de 10.000 med to Præster. Selv om en Præst i et saadant Sogn ikke vilde kunne kende alle, kunde han maaske kendes af alle, og vilde i nogen Maade faa Tid til at komme i Forhold til dem, han kom i Forbindelse med. Men, som det i sin Tid er udtalt af ^daværende Provst Ostenfeld, gennem Sogne paa 10.000 var man »egentlig kun naaet til at se, hvor stor Trang der var til mere Arbejde«. Og Provst Hans Koch skrev i 1912, at den Tid højst sandsynligt vilde komme, da man vilde se paa Sognenes nuværende Størrelse ganske, som vi ser paa tidligere Tiders Sogne paa 50.000. Sogne paa 10.000 har derfor været anset for et foreløbigt Hvilepunkt, til den Tid maatte komme, da det aandelige Liv kræ* vede Rammerne udvidede. Med andre Ord, Sogne paa 10.000 var