KøbenhavnsKirkesag_1926-29

282 ellers kunde ændres i Kirkesagen, her var det faste Punkt. Men hvad staar fast i vore Dage? Dogmer og fastslaaede Sætninger ikke mere end Kongedømmer og Regeringer. Da den historiske Adresse om de kirkelige Forhold i København, undertegnet af 200 Lægmænd og omtrent to Trediedele af Københavns Præster, i 1890 blev overrakt Kultusministeriet, opstillede den Sogne paa 10.000 som Maalet. Selv en af Kirkesagens skarpeste Kritikere fra de Tider, Provst Schepelern var klar over, at Sogne paa 10.000 var Idealet — om det ellers kunde gennemføres (»Det Københavnske Kirkespørgsmaal« 1893, Side 30). Og det viste sig, at det var gem nemførligt. Da der i 1897 i Rigsdagen forhandledes om et Stats* tilskud til Bygning af Kirker i København, saaledes at Sognene skulde være paa mindst 15.000, anførte daværende Folketingsmand 7. C. Christensen blandt andet Sognenes Størrelse imod Forslaget, »idet Præsten der slet ikke kan komme til at gøre den Gerning, han burde gøre«. Anordningen af 1899 om Sognedistrikter sagde udtrykkeligt, at et saadant maa »ikke være større, end at det for* svarligt kan betjenes af to Præster«, og Regeringen fastslog i Prak* sis, at dette betød 10.000. Endelig fastslog det kirkelige Udvalg 1904* 07 uden Modsigelse fra nogen Side 10.000 som det normale Maksi* mum for Sogne i København og Købstæderne. Og efter den Linje har der været arbejdet støt gennem disse mange Aar, saa man altsaa mente, det hørte til de Ting, man ikke mere diskuterer. Og hvorfor? Ja, ikke fordi man fra Kirkesagens Side fandt Sogne paa 10.000 ideale, men fordi man fandt dem rimelige som et forsvarligt Maksimum. Selvfølgelig kan man ikke matematisk fastslaa, hvormange Men* nesker en Præst kan betjene. Men det kommer navnlig an paa, hvad man forstaar ved at betjene. Gælder det kun for Præsten at passe »de kirkelige Forretninger«, holde Gudstjenesterne og nogle Møder gaaende, og saa komme, hvor der sendes Bud efter ham, saa kan en nogenlunde rask Mand uden større Besvær klare langt mere end 5.000. Men Erfaringen for vore bedste Præster har været, at blev der mere end 5.000, gik det ud over Arbejdet. Mulighederne kunde ikke udnyttes. Maa jeg have Lov at nævne min egen Erfa* ring, saa har jeg engang i en Sommermaaned, da jeg vikarierede her i København, saa nogenlunde ene passet halvtredie Sogn og holdt Sommerferie endda. Men jeg har ganske vist ogsaa som Præst for et Distrikt paa 7.000 Mennesker erfaret, at der atter og atter viste sig Døre paa Klem, som der ikke blev Tid til virkelig at prøve at komme ind ad. Det er overhovedet ikke »Forretningerne«, som tager en Præsts Tid; saa vilde der unægtelig være en betydelig Slagkraft i det Argument, at Halvdelen af Vielserne nu er borgerlige, at der fødes færre Børn, at over en Tiendedel af Børnene bliver »borgerligt kon* firmerede«. Men det eneste, dette i denne Forbindelse taler om, er Nødvendigheden af en stærkere personlig Forbindelse mellem