KøbenhavnsKirkesag_1922-25

2 0 9

prøve at se paa den Opmuntring, der ligger i Muligheden for at vinde de store Skarer for Kristus. Som Landmandssøn véd jeg, at Jorden skal beredes, før man med Udbytte kan saa sin Sæd deri, og et kirkeligt Ar­ bejde her spænder over alle Arter af Jordbund, lige fra den golde, ukrudtbevoksede Jord til den frugtbare Muld, der giver god Vokseplads for Ordets Sæd. Og man kan saa ofte tænke, at de golde Marker er saa uforholdsmæssig store, de mange i Sognet, som man ikke kender, og som ikke kommer i Kirken og tilsyneladende ikke har Brug for Gud. Ellers skulde vor lille Kirke jo »spræn­ ges« hver Søndag, hvor den nu blot fyldes, og selv om det er med Glæde og Tak, at man ser Kirken fyldt, saa kan der undertiden liste sig en Afmagtsfornemmelse over en ved Tan­ ken om de store, golde Marker. Men skal dette ikke tværtimod være en Opmuntring i Arbejdet, her er jo saa herligt meget at vinde, og det kan vindes; thi faar man Lejlighed til at pløje en Fure ind i de golde Egne — ved Daab og Vielse og især ved Begravelser — hvor man ikke blot ser Overfladen, men lidt af, hvad der gemmer sig hos disse Mennesker, saa møder man ofte en Længsel efter at blive anderledes, efter at laa bedre Glæder og et nyt Liv, og selv om man nu og da pløjer imod en Sten, som ikke vil give sig, saa er det dog saaledes, at langt de fleste gerne aabner deres Døre for Præsten og under tiden ogsaa helt deres Hjerter. Men at der bliver pløjet en Fure engang betyder jo kun, at der bliver Brakmark, og her kan det knibe med at faa Tid til at komme igen med ny Bearbejdning og ny Sæd. Kunde man blot følge dem, hos hvem et Møde med Kri­ stendommen fik gemte Længsler til at spire frem, vilde me­ get være vundet. Brakmarken — for at blive i Billedet er paa engang opmuntrende og anklagende, det er en stor Glæde om Søn­ dagen at se nye Ansigter blande sig med de kendte, men samtidig bliver Manglen paa at kunne følge dem og hjælpe dem længere frem særlig følelig, især hvis deres Kirkegang efterhaanden ebber ud. . Og dog er disse Muligheder en stor Glæde; thr de v*sel’ at København kan vindes for Kristus, blot der skabes Mu­ ligheder for en personlig Forbindelse. Jeg tænker derved paa saa mange Kirker som muligt; thi hver Kirke betyder, at der dannes en Kreds at Mennesker, som selv grebne af Kristus vil gaa ud paa Byens a er og Stræder og indbyde til Kongesønnens Bryllup; og naar cler, selv i den golde Jord, der hvor Mennesker maaske gennem Aar intet har haft med Kirke og Kristendom at gøre, tindes rige Muligheder, hvad maa man saa ikke med Grund vente cler, hvor man skaber Betingelserne for at faa et regelmæs