KøbenhavnsKirkesag_1922-25

208

Gymnastiksal — første Gang samlede for at indvies i F. D. Fis Vidundere af Alvor og Gammen, glemmer det næppe. Og saa at vide, at dette i mange Tilfælde bliver en Bro over til Hjemmene. En glad Dreng i en Ungdomsforening er en Kirkeklokke, der kalder paa Far og Mor. Gid vore Venner ogsaa paa Store Bededag vilde tænke kærligt paa Ungdoms­ sagens uendelige Betydning for Kirkesagens Fremtid! De unge, der nu ved en Bibeltime ydmyges og rejses ved I iel- serskikkelsen, skal engang være Kirkefondsmenighedernes Mænd og Kvinder. Vi kan ikke for tidligt gøre alt for dem! Lad os begynde med Børnene. Vidunderligt at se 3— 400 Børn samlede til Børnegudstjeneste. Som et Hav af Smaa- blomster — og lykkelig den unge Præst, som har l i d og Lejlighed til at virke som Forstander i en Søndagsskole — det forfrisker med de Børnestemmer og venlige Ansigter. Saa gaar vi mere fortrøstningsfulde til de ældre — ind ad alle de aabne Døre. Spændende er det at gøre Husbesøg! Er der Velvilje bagved den Dørplade? Hvor taknemmelig bliver man, naar f. Eks. et Besøg resulterer i Indbydelse til ut komme igen og i, at Drengen derhjemme bliver Medlem af Foreningen og to Smaapiger trofaste Søndagsskolebørn. Hvor godt ogsaa at faa Lov til at tale indgaaende med en forhærdet Materialist og kunne komme igen samme Sted. El­ ler at faa at vide, at 1111 har et Menneske fundet Gud — ja, det er de dybeste Oplevelser, Gud kan forunde os al gøre. Dybe som de Timer, hvor vi i vore egne Stuer søger den Stilhed og Forberedelse, som niact til — ogsaa herinde før vi skal prøve at række Livets Brød til Storbyens mange forskellige Sjæle. Da støttes vi af deres Forbøn, som har Hjerte for alle de vildfarne, der ogsaa skal høre den gode Hyrdes, vor Herre Jesu Kristi Røst. Maatte vi — hver paa sin Vis og efter sine Vilkaar — se de aabne Døre og gaa ind! J■ Wiberg. Præst ved Kapernaumskirken.

Her er Sommersol nok — her er Sædejord nok — bare vi!

Skriv noget 0111 Opmuntring i Arbejdet, bad Red., og jeg val gerne prøve derpaa; thi er der end mange Skuffelsen saa er der endnu flere Opmuntringer, saaledes at man ofte med Undren har Lejlighed til at opleve, at Gud formaar over alle Ting at gøre langt ud over det, som vi beder eller forstaar. Derfor vil jeg her slet ikke komme ind paa Glæden over Samarbejdet med de Mennesker, der frivilligt og trofast gør deres Gerning, fordi de er grebne af Kristus, men jeg vil