KøbenhavnsKirkesag_1922-25

2 0 0

med een Plan om 20 Kirker end med 20 Planer hver om een Kirke. Saa er det netop de 20 Kirker, netop det at kom ­ me igennem, som gør, at saa mange har faaet Tro til Pla­ nen, og at de 5 Aar saa forholdsvis sjældent har skræmmet Folk. Og sidste Trin bliver saa atter og atter Glæden ved Arbejdet. Der kunde nævnes mange Eksempler. Jeg tæn­ ker paa een, en Præst: første Gang, jeg fortalte ham om Sagen, sagde han: »at De gider!« men nu var han kommen med, saa hans meget store Landsogn havde tegnet henimod 3 Gange det »skyldige« Beløb. Eller en anden: jeg kom tøflende og snuppede ham ud fra en Skoleeksamen. Han hørte paa mig og sagde ja til at gaa med i Amtsudvalget, maaske halvvejs, fordi der daarlig var Tid til at sige nej. Han kom saa ind til det første Udvalgsmøde for at træde ud af det hele, blev i Stedet modstræbende gjort til Formand og skriver nu, at han er ked af ikke at have haft Tid til at ofre Sagen mere Kraft, »men jeg er taknemlig for, hvad jeg har faaet Lov at være Medarbejder i, og ønsker af Hjertet Guds Velsignelse over denne Sag, hvis Gennemførelse jeg tror vil lykkes til Guds Ære.« Og endelig er Retningsspørgsmaalet blevet mere og mere tilbagetrædende, jo længere Arbejdet er skredet frem. I Be­ gyndelsen havde jeg Indtryk af at være ude i en Ægge­ dans — i den sidste Tid mærkedes det hele saa lidt. Og for den, som har Kærlighed og Tro til Sagen, er det jo ganske naturligt, at Tanken om at faa det kirkelige Arbejde i Kø­ benhavn i forsvarlige Former, kan virke stærkere end Ret­ ningslinjer — hvor kraftige disse end kan være. Og gen­ tagne Gange har jeg mødt det sunde Syn, at selv om Folk personligt kunde ønske et andet aandeligt Præg over meget af Arbejdet, saa bygges Kirkerne ikke for i Dag og i Morgen, men for Aarliundreder, og der, hvor i Fremtiden den aande- lige Kraft findes, derfra vil i kommende Tider Indflydelsen ogsaa paa disse Kirkers Menighedsliv komme med aandelig Nødvendighed. Da jeg begyndte paa denne Sag, var det mit Haab, at den maatte kunne samle Folk af forskelligt aande­ ligt Præg; som den skrider frem, synes jeg, det er Virke­ lighed, naar Gunner Engberg kalder den »Tidens største Fællesarbejde«. 4. MAALET. Vi har Grund til at være inderlig taknemlige, som det hele er gaaet. Men skal vi naa igennem, maa vi være klare Kirkefondssogne, som har faaet deres Kirke bygget, viser den Re­ signation i disse Aar ikke at sende Opraab ud over Landet om deres Særopgaver. Skulde det ske, at der alligevel kommer saadanne, har man jo altid den Universaludvej, som hedder Papirkurven. P. H.-L.