KøbenhavnsKirkesag_1916-21

271

ne ved en konsekvent Fastholden af denne Loyalitet ikke været fuldt gennemtænkte; men saa længe dog de folke­ kirkelige Rammer frembyder en brugelig Arbejdsmark for aandeligt Arbejde (og en udvortes »uaandelig« Organisa­ tion skal der nu engang paa den ene eller anden Maade til), ser jeg ikke rettere end, at Kirkefondet kan, ja bør strække sig vidt i kirkelig Konservatisme og, længst mu­ ligt, indskrænke sig til det, som fra første Færd har sær­ præget Arbejdet: Gudsrigets Fremme paa den bestaaende Kirkegrund. Klart er det dog, at med den voksende Demo­ kratisme ogsaa indenfor Kirkeomraadet — og hvorledes skulde den uden Selvmodsigelse kunne holdes ude fra en Fo/Arekirke? — kan vi meget vel komme til et Punkt, hvor Neutralitet bliver umulig. Afgørende maa det formentlig være, om der levnes os den fornødne Frihed dels til en rimelig Udnyttelse af de af os opførte Kirker, dels og navnlig til at øve det aandelige Arbejde, som er selve vort Formaal. Som en Understregning af denne Neutralitet fandt jeg det i sin Tid rimeligt, at Kirkefondet ikke som saadant sluttede sig til det folkekirkelige Udvalg, da dette i alt Fald indirekte repræsenterede et kirkepolitisk Syn. Paa den anden Side kunde jeg ikke finde de Betænkeligheder egentlig afgørende, som gjorde mange af Kirkefondets Mænd saa ængstelige ved at gaa med til en Omdannelse af de personelle Kapellanier til statslønnede Kaldskapellanier. Som et ganske mærkeligt Modstykke til Kirkedemokra­ tisering er det vist værd at agte paa den Affolkning, som Kirken begynder at blive Genstand for. Nogle regner endnu slet ikke med den herhjemme; men der er dog to Ting, som muligvis kan ændre Kursen hastigt. Først de stadig stigende Kirkeskatter, og dernæst den nu — heldigvis! — grundlovsmæssigt tilsikrede fulde og uindskrænkede Ret til Udtrædelse af Folkekirken. Saa sørgelig denne Bevæ­ gelse i sig selv er, kan Kirkefondet næppe andet end hilse den velkommen som et Udtryk for større Sandhed paa det kirkelige Omraade. 3, Kirkesagens dybeste Problem er imidlertid hverken af økonomisk eller kirkelig, men derimod af aandelig Art. Det er et Spørgsmaal om Renheden og Kraften af det Guds­ liv, som vor Bevægelse er det synlige Udtryk for, og det vel at mærke saaledes, at det nu drejer sig om det aande­ lige Liv indenfor de Menigheder, der er voksede op omkring vore Kirker. Medens Kirkesagen til at begynde med blev baaret frem af den og de enkeltes Tro og Bøn, har Tyngde­ punktet efterhaanden forskudt sig ira Forretningsudval­ get til Menighedskredsene, og det mest brændende Spøigs- maal synes mig derfor at være dette, om disse Menighedei