KøbenhavnsKirkesag_1912-15

391

af det og have Samm enhæng m ed det, han her op lever med sin Gud og Frelser. Og saaledes er det ogsaa med det Udtryk for Haabet, som vi her er samlede om. Der staar tre Ting om den store Skare, som Johannes saa: Den var iført hvide Klæder, og det vil jo sige, at Guds syndsforladende Naade dækkede dem helt. Den havde Palmegrene i Hænderne, og Palmegrenene er Sejrstegnet; den afgørende Sejr er vundet, den, som ikke skal afløses af ny Kamp. Og den sang den jublende Lov­ sang: Saliggørelsen tilhører vor Gud, ham, som sidder paa Tronen, og Lammet. Men skal det nu være Udtryk for vort Haab, saa maa B egynd elsen dertil findes i vort Liv. Vi maa her modtage det Naadens Ord om Syndernes Forladelse, det, som giver vort Liv et nyt Midtpunkt, vi maa her ærlig stride mod Syn­ den og det lave, og vi maa her begynde paa. at nynne paa en Lovsang for vor Gud. Vort Haab peger paa en Gang hen imod det n y e, som Gud har i Gem til os, og som han vil give os derhjemme, og samtidig paa det, som vi her kender i T illob og Spirer, men som skal blive fuldkomment og udfoldet. Kun naar vort Haab forener disse to Sider, er det et levende Haab, som kan bære os og holde os oppe og drive os fremad, netop naar vi mest trængei* til det. Og h v o rfo r har jeg nu valgt at tale her ved en K irk e­ indvielse om den store hvide F lo k ? Det har jeg gjort, fordi den Gerning, der skal øves i en Kirke og ud fra en Kirke, er netop denne at hjælpe Mennesker og forberede Mennesker til at komme med i den store hvide Flok. Intet mindre kan gøre det. For hvad hjalp alt det andet, om man følte sig til­ talt og opbygget af Kirkegang og hvad man hørte, om vi ikke kom med i den store hvide Flok? Vi sang og bad nu for et Øjeblik siden: »Med Ord og Aand byg her en Fløj af Helgenkirken himmelhøj med Rum for alle Sjæle«; denne Helgenkirke er den, som spænder over den hele vide Jord, men ogsaa over paa deu anden Side naar den, og i dens Højkor sidder den store hvide Flok; vi hører sammen med den og bor i Guds Haven med den. Her paa Jord er det, at vi skal finde derind, som det skal lyde om et Øjeblik, »at her maa være en Forgaard til Himlen«. Der har været en Tid i Kirkens Historie, hvor man mest samlede sin Tanke om Døden og Livet hinsides og ikke be­ skæftigede sig saa meget med Livet her og Maaden, hvorpåa det skulde tages. Saa er der kommen én anden Tid, hvor Tan­ ken om h er at tjen e Kristus og her at g enn em føre hans Villic har været paa den Maade den alt beherskende, at maaske E vighedstanken og Evighedshagbet er skudt noget til Side. Det er muligt, at Gud ved at lade os opleve alt det, som