KøbenhavnsKirkesag_1912-15

385 ter, men endnu mangler der meget i Inderliggørelse og Fordybelse i Forstaaelsen af, hvilken Kraft der er i de helliges Samfund. Det er dette, som maa være Kirkesagens Program for den kommende Tid, vor Eksistensberettigelse. Gud give os sin Naade til at føre denne forberedende Gerning igennem, saa vi kan tage imod Høsten, naar engang Herrens Time er inde. Engang vil da det vidunderlige ske — og det vil altid komme overraskende — , at Herren kalder paa os og siger til os, at nu er Høsten nær for Haanden, nu skal vi ud som hans Høstfolk. Vor store forun­ derlige Gud berede og styrke vore Hjerter dertil !*) Mødet afsluttedes med Biskop Ostenfelds Tale om: Et kristnet København. Hvad er Meningen med at tale om et kristnet København? Er der overhovedet nogen Mening deri, er det ikke et taaget Udtryk for Drømmerier, som ikke har noget med Virkeligheden at gøre? Jeg vil søge at sige, hvad der er min Mening, naar jeg bruger Udtrykket: et kristnet København. Hermed tænker jeg ikke paa en fuldkommen By, hvor alt er, som det skal være, og hvor alle er uden Fejl og Lyde. Det er ikke det nye Jerusalem, som det kaldes i Bibelens Sprog, der staar for min Tanke ved Talen om et kristnet København. Jeg tror paa det nye Jerusalem, hvor Gud skal aftørre hver Taare af deres Øjne, og Døden skal ikke være mere, ejheller Sorg eller Skrig eller Pine, hvor Gud skal være i deres Midte og bo hos dem, og hvor han skal gøre alle Ting nye. Jeg tror derpaa, fordi Jesus har lovet det, og han holder altid sine Løfter, og jeg trænger til dette hans Løfte under dette Livs Kampe og Vanskeligheder; men det er ikke det, jeg tænker paa her. Endnu mindre eir det min Tanke med et kristnet København at hige efter en Tilstand, hvor alle de ydre Former var »kriste­ lige«, hvor der ingen Modsigellse og Kritik var, hvor det hele var kristelig overferniseret, medens Livet gik sin Gang paa sæd­ vanlig Maade, uden at .man mærkede synderlig til dette kristelige Overtræk. Gud vil dyrkes i Aand og Sandhed, og dermed menes ogsaa: i Gennemførthed og Oprigtighed. Men Formernes Kriste­ lighed kan blive en Hindring for virkeligt Kristenliv, naar de faiar for stort et Forspring for Indholdet. Kirken, Guds Menighed er ikke kommen her paa Jord for at herske, men for at tjene; thi den skal efterfølge sin Herre. Dette sidste vil sikkert finde Samstemning hos mange, som saa paa deres Maade vil fortsætte denne Tankegang og sige: »Ja,, det er netop Sagen; Kristendommen er et Hjerteanliggende; det er Personlighedens Grebethed og Bestemthed af Kristus, men det har ikke noget med Samfundslivet at gøre. Samfundslivet maa gaa efter sine egne Love, som ikke lader sig ændre; derfor er det den'store Meningsløshed at tale om en »kristen« By eller et

*) Optaget eftern„Kr. Dagbi.“