KøbenhavnsKirkesag_1912-15

378

hvad det er for ledende Principper, der har baaret denne store Sag frem. Naar vi ser tilbage, v;iil vi finde 3 Hovedtræk, der særkender ■dette Arbejde. For det første, det var fra Begyndelsen en Læg­ mandsbevægelse. En saadan havde vi længe haft rundt om paa Landet; men nu saa man det Særsyn, at 7 københavnske Lægmænd, dels lærde Folk, dels Forretningsfolk, tog fat paa Løsningen af en stor kirke­ lig Opgave. I en ældre Tid kan man sige, at Kirkens Medlemmer bestod af 2 Grupper, de aktive. Præsterne, og de passive, alle de andre. Denne Opfattelse af Præsterne som dem, der væsent­ lig skal gøre hele Arbejdet, er vel endnu langt fra udiryddet, men den er dog stærkt ved at gaa ud af Kurs, og dertil har for Kø­ benhavns Vedkommende Kirkesags-Arbejdet i høj Grad bidraget. Det var nemlig ikke alene 7 Lægmænd, der begyndte, men man har stadig og med klar Bevidsthed sigtet paa at faa Lægfolket sat i Arbejde rundt om i de nye Sogne. Selvstændige, aktive Menig­ heder er netop det, der fra Begyndelsen har staaet som en Hoved­ opgave i denne Sag. Hvor dygtig Præsten end maatte være, er Idealet dog ikke, at han skal staa paa alles Vegne, men at de troende Mennesker hver især lærer at staa paa egne Ben, og de saa af Herren lader sig opdrage til at staa sammen og at arbejde sammen. Det andet Hovedtræk ved Kirkesagens Arbejde er, at det fra Begyndelsen har været et folkekirkeligt Arbejde. Jeg siger med Vilje ikke statskirkeligt; thi det »statskirkelige« og det »folke­ kirkelige« hruges ganske vist tit i Flæng, men er dog 2 grund- forskellige Ting. Særkendet ved det statskirkelige er jo dette, at Staten, den verdslige Magt, bærer, styrer og raader over Kir­ kens Sager; og en saadan ¡Ordning har Herren aldrig villet eller tilsigtet, om han end har baaret over med den. Han kunde ikke tilsigte en statskirkelig Ordning, fordi den i sig selv er stridende mod Kristendommens Aand og Væsen. Og hvis Kirkesagen der­ for havde været en statskirkelig Bevægelse, havde den været dødsdømt. Men Herren har villet, at alle Folkeslag skulde krist­ nes, at Familielivet, Børneopdragelsen, Skoleundervisningen, Lov­ givningen og hele Kulturlivet skulde blive mere og mere præget af Kristendommens Aand ; og dette er netop det folkekirkelige i Ordets sande og ædle Betydning. Vi kan derfor med fuld Ret tale om et kristnet Folk-som et Maal for Menighedens Arbejde, eller om et kristnet København. Skal vi naa dette store Maal, et kristnet København, kræves der ganske vist flere Forudsætninger, bl. a. den relativt rette Løs­ ning af det sociale Spørgsmaal, som synes at være vor Tids store Gaade. Men e;n nærliggende Forudsætning, som man desværre ikke i alle Storbyer har haft Øje for, er den, at de folkekirkelige Rammer maa være i Orden. Finder man sig rolig i Sogne med o0,000 Indbyggere eller flere, saa kan man lige saa godt opgive