KøbenhavnsKirkesag_1912-15

374

eninger og Komitéer eller Udvalg. Men det har i alt for høj Grad Tilfældighedens og Planløshedens Præg. Naturligvis burde det være de forbundne københavnske Me­ nigheder, som dannede en saadan Styrelse og igennem den optog og ledede og bar det hele. Og vi har jo ogsaa et Menigheds- forbund af nogle af disse. Jeg maa tilstaa, jeg ved ikke, hvad det bestiller; men jeg synes ikke, man mærker saa særdeles meget til det. At vinde frem og finde Udvej og Raad i dette Punkt maa da atter blive Fremtidens Opgave. Foreløbigt maa vi arbejde saa godt som muligt under de givne Kaar, søge af al Evne at støtte hinanden og ikke gaa hinanden i Vejen. Arbejdet herinde i Byen for Guds Rige stiller vist endelig nogle Krav til Præsterne og til de Kristne i det hele, om det skal vinde Fremgang, som i alt Fald ikke er saa paatrængende paa Landet. For Præsternes Vedkommende skal jeg her indskrænke mig til et Par Ting. Arbejdets Tempo og de Kræfter, der sættes ind paa det, maa være noget anderledes end paa Landet; derfor maa Præsten ikke være for gammel, i alt Fald, hvis han skal bryde ny Jord. Han maa jo helst evne at samle Mennesker i Kirken, dels ved sin Forkyndelses Form og Indhold, dels ved sin Færd iblandt Sognets Beboere. Hans Tale bør være kort og klar, en­ foldig og jævn med Hovedvægten paa Kristendommens store Grundsandheder. Den bør være bibelsk og ikke for meget op­ fyldt af private Yndlingsmeninger. Man maa bagefter kunne have en tydelig Forestilling og Erindring om, hvad det nu var Præ­ sten ville lægge paa Hjerte i Dag. Hans hele Færd maa være præget af Alvor og Ydmyghed og Kærlighed til Menneskesjæle; men han maa ogsaa besidde Evne til at forhandle og lede og sætte andre i Arbejde med Menneskekundskab og Takt. Min private Yndlingsmening er for øvrigt, at Præsterne aldrig burde messe; det gør intet ophøjet eller opbyggeligt Indtryk paa Nu­ tidskøbenhavnere. Hvad de Kristne i Almindelighed angaar, tænker jeg her kun paa deres daglige Forhold og Færd iblandt Mennesker i deres Livsgerning. Hvis det herunder var noget mere kendeligt, at Guds Aand bor i os, hvis vi altid viste os sandfærdige og paalidelige og re­ delige, hvis Freden og Glæden og den indbyrdes Kærlighed kom noget klarere til Udtryk, saa vilde det vist ogsaa blive lettere for dem, der staar udenfor, at komme ind i Guds Rige. Selv om det er noget overdrevent og skyldes nogen Mangel paa Kendskab eller Evne til at se, naar en fremragende Kritiker nylig har ud­ talt, at man sjeldent mærkede Spor af Kristendommen som en le­ vende og virkende Kraft, saa er der dog Grund for os til at tage os dette til Hjerte og prøve os selv overfor det Spørgsmaal, om vi nu ogsaa stiller os selv saaledes til Rede for Guds levende og virkende Aands Kraft, at han, som han vil det, gennem os kan