KøbenhavnsKirkesag_1912-15

196 anskuelse, maa simpelthen opgive Tanken om Gudsforhol­ det som mere end et Fantasifoster, d. v. s. han maa opgive Kristendommen. Ogsaa ad anden Vej kom man ind paa Udforskning af Sjælelivet, nemlig ved Iagttagelsen af den nøje For­ bindelse, der hersker mellem Hjernevirksomheden og Be­ vidstheden, men, som rimeligt var, fra Begyndelsen af med udpræget Tendens til at søge Forklaringen af Sjælelivet i den legemlige Livsfunktion, og med udpræget Tendens til at ville raade Bod paa Sjælelivets Brøst ved legemlige Midler. Man tog Bromkalium i Stedet for at søge den Fred, som Kristen­ dommen byder. Efterhaanden er man nu ganske vist kom­ men ind paa mindre materialistiske og mere frugtbare Syns- maader; men lige til den nyeste Tid har man dog stadig op­ retholdt den nævnte Erkendelsesteori, i Følge hvilken Sans­ ningen er den eneste Vej til objektiv Erkendelse. Idet denne Teori nu bragtes til Anvendelse under Sjæle­ forskningen, kom den først ret til at virke aktivt, idet For­ skeren nu ligefrem fik den Opgave at bortforklare Gudsfor­ holdet overalt, hvor han traf det paa Sjælelivets Omraade. Vender man sig endelig til Historieforskningen, tilspid­ ses Forholdet mellem Videnskaben og Kristendommen yder­ ligere, idet den nævnte Teori simpelthen giver Forskeren den Opgave at bortforklare selve Kristendommen som det, den selv giver sig ud for at være. Saalænge denne Erkendelsesteori holdes i Hævd som Ret­ tesnor for Forskningen — og det gør den faktisk endnu , maa Videnskaben nødvendigvis staa som Kristendommens fødte Modstander, og Videnskaben, særlig den moderne Reli­ gions-Videnskab, er derfor faktisk en af de væsentlige Hin­ dringer for Københavns Erobring for Kristus; og dette gælder i langt højere Grad den redelige Forskning end den forlorne og agitatorisk anlagte; thi netop dette, at Kristendommen undlives saa at sige automatisk, i Følge selve Videnskabens Princip, ganske lidenskabsløst, som en Selvfølge, gør An­ grebet aldeles uimodstaaeligt for mange, og netop for mange af de bedste, der ikke er tilgængelige for det agitatoriske Angreb. Nu er Spørgsmaalet, hvorledes man fra kristen Side skal møde dette Angreb. I ethvert Fald ikke ved at undlade at se Sandheden i Øj­ nene og trøste sig med, at det kun er den forlorne videnskabe­ lige Agitation, der er Fjenden; man bør pege paa Sagens Kærne, paa det videnskabelige Princip, der giver det anti- kristelige Angreb Skin af Ret. Men hvad er der videre at gøre? Jeg mener, at den kristne Tænkning bør rejse sig i hele sin Magt og søge at rette et knusende Slag mod den Teori,