KøbenhavnsKirkesag_1912-15

181

saa bar dog den gamle Kirke det samme Navn som den nye, og det skial være det samme Jesu Kristi Evangelium, der skal lyde i den nye Kirke, som lød i den gamle. Den hedder Simeonskirke. Hvad er det da, Simeon taler til os om ? Han taler først til os om, at der er noget, som hedder at længes, at føle sig ufærdig, han ventede Israels Trøst. Men han søgte denne Længsels Tilfredsstillelse ikke ved at gaa ud i Naturen og lade sig henrive af de storartede eller stille Indtryk, som den kunde give ham, men han gik op til Herrens Tempel, stolende paa, at Gud vilde hjælpe ham, hol­ de sit Ord og stille hans Længsel. Det er dog ikke blot om Længsel og Higen og Forventning, han taler til os, men han fik stillet sin Længsel, han tog Jesus i Favn og naaede en Forvisning: »Mine Øjne har set din brelse.« Og haus Frelsesforvisning var ikke af overfladisk Art, hvor det gaar som af sig selv — han taler 0111 Jesus til Fald og Op­ rejsning — om ham, overfor hvem man maa vælge, fordi det, han tilbyder, ikke er en kummerlig Almisse og Under­ støttelse, men det er Frelse, om man vil betro sig til ham. Ja, Vejen gaar om ad Korset, hvor Sværdet gennem­ borer Hjertet. Han taler til os om fuld Frelse, om Korsets Frelse, om Afgjorthed i vort Liv. Men derfor hører vi ham ogsaa juble over denne Frelse, og det er vel altid 1 egnet paa Ægtheden af en Frelsesvished, at den skaber Lovsang. I denne Lovsang lyder der især to Toner: den ene er om Frelsens Storhed, at den omfatter alle, at den bunder i Guds Trofasthed — og den anden, at Frelsen gør mig rejse­ færdig, saa jeg kan fare hjem, hjem til Gud, hjem i Fred. Det er det, som Simeon taler til os om. Derfor er der ogsaa god Mening i at kalde en Kirke Simeonskirke. Thi ud fra Kirken skal der til den travle Slægt, optaget af de mange Ting, kæmpende for at leve, gaa en Indbydelse til dem, der længes. Og dem er der mange af i vore Dage i alle Samfundsklasser. Ikke saadan at for- staa, at de med Bevidsthed længes efter Kristus og Kristen­ dom, men saaledes atforstaa, at de gaar med et tomt Rum inde i sig _ Livet er saa vanskeligt og Menneskehjertet higer efter Fred, og der spørges og forsøges paa mange Maader. Den, der holder af Mennesker, kan høre det, hvordan der spøiges tia mange Kanter. Jesus kunde høre det, og den, som vil gaa hans Ærinde, maa kunne høre det, og maa tale det Sprog som Længslen i vore Dage kan forstaa, ikke foi at tilbyc e et udtyndet og udvandet Evangelium, for det stiller 1 Virke­ ligheden ikke Længslen, men for at forkynde den fulde, hele Frelse, den om Syndernes Forladelse, om Udslettelse at al min Syndegæld, den Frelse, der hviler paa Korset og det, som paa Korset blev vundet, det, som for den nysgerrige og uinteresserede ser ud som noget løjerligt, men som for Længs