KøbenhavnsKirkesag_1912-15

I4 fi

Der er efter min Mening ikke nogen Prædikemaade af mo­ derne Art, som vi behøver at tilegne os. Vi gør langt bedre i at studere, hvorledes de gamle i Kirkens første Dage forkyndte Guds Ord. Hvis jeg derimod skulde nævne noget, som jeg ofte savner i vore Dage i de danske Kirker, saa skulde det langt snarere være dette, at der i alt for ringe Grad rettes en Appel til Viljen. Det kristne Vidnesbyrd maa gaa ud paa dette, at der er et Enten- Eller, noget, der skal vælges imellem, noget, som det er Livet om at gøre, at der vælges imellem, noget, som ikke kan skydes ud i det uvisse, ikke maa skydes ud i aarevis, til en »belejlig« Tid, men som det gælder om at tage imod med det samme. Det er dette, man ofte savne'’ i den moderne Prædiken, denne Appel til Viljen, der siger til Tilhøreren: Vil du være frelst? Vil du give dig over til Gud? I samme Grad, som dette bliver Prædikens Indhold, i samme Grad løftes Tilhørerne op til en højere Sfære, kommer op over disse dagligdags Betragtninger, som holder dem bundne i denne tilsyneladende Rigdom, som Dannelsen giver. Og naar Prædiken faar dette Indhold, saa tilføres der Menig­ heden, Kirken en ny Kraft. Thi der er mange uløste Kræfter mellem de dannede, som staar indenfor Kirkens Kreds, mange uløste Kræfter, som kunde frigøres og blive til stor Velsignelse for Kirken. Den dannede fristes kun alt for let til at sidde stille og i Selvkritik holde sig borte fra al aktiv Virken. Ligesom den dannede Kristen fristes til at nyde alle Kunstens, Poesiens og Videnskabens Skatte, saa- ledes fristes han ogsaa til at sætte sig under Prædikestolen og nyde den Prædiken, han hører, og saa lade det være godt der­ med. Men det, det kommer an paa, er, at faa Viljeslivet frem, at faa Personligheden til at blive afgjort, saa man ser, at det gælder ikke alene at arbejde indadtil, ind i sin Personligheds in­ derste Kærne, i Forholdet til den levende Gud, men at man og­ saa udadtil har den Pligt at hjælpe dem, man møder, Pligten til at hjælpe dem til den samme Velsignelse, man selv har faaet. Der er mange Kræfter, der saaledes bør kunne frigøres hos de dannede Kristne, hos hvem de endnu ligger bundne, saa de ikke synes, de har noget Ansvar eller Pligter overfor andre. Og netop den dannede har Betingelser for paa mange Maader at være noget for de andre, for at kunne forstaa, hvorledes det tager sig ud derinde i Hjertets inderste, forviklede Løngange, Betingelser for at kunne finde de forløsende Udtryk for de en­ foldige Sandheder om Jesus Kristus, der levede og døde for os, og hvis Blod renser os fra al Synd. Gud hjælpe os alle til at blive levende Vidner, altid rede til at gøre Regnskab for det Haab, der bor i os, altid rige i Her­ rens Gerning. Amen.