KøbenhavnsKirkesag_1912-15

144 Professor Harald Westergaard : K i r k e n og de d a n n e d e .

Ogsaa der mangler saare meget. Vi læser i Apostlenes Gerninger adskillige Træk om Kristen­ dommens Forhold til de dannede. Vi læser f. Eks. om Felix, som blev forfærdet, da han hørte disse skarpe, afgørende Ord om Retfærdighed og Afholdenhed og den tilkommende Dom — og saa skød han Spørgsmaalet ud til en belejligere Tid — skød det ud i aarevis. Og vi læser om Festus, for hvem alt dette er afsindig Tale, som staar fuldstændig udenfor det og ikke forstaar noget deraf. Og vi hører om Kong Agrippa; han har dog altid noget mere Forstaaelse, saa han kan sige til Paulus: »Der fattes kun lidet i, at du overtaler mig til at blive Kristen.« Det er de samme Hindringer, som vi møder i vore Dage, ganske de sammme som for 1800 Aar siden. Den eneste Forskel er den, at disse tre Mænd, som jeg her nævnte, var saa højt oppe paa Samfundsstigen. Der ligger en stor Hindring for de dannede deri, at de lige­ som har en Rigdom, en personlig Ejendom, som er nok for dem saa de ikke søger dybere til Bunds i Sjælen, men fristes til at nøjes med denne Rigdom. Den dannede har jo Adgang til alle Kunstens og Poesiens og Videnskabens Skatte; han har nok at gøre med at tilegne sig alt dette; han kan tilbringe sin Dag med at leve med alle disse store Aander; og saa bliver det let saaledes, at han ikke har Brug for Kristendommen, den kommer til at ligge helt udenfor ham. Man maa ikke tro, at det just er Tankens For­ argelse, der hindrer ham i at blive Kristen. Tankens Forargelse ligger nok saa nær for den jævne Mand. Den dannede kender dog i Reglen, eller burde kende sin egen Begrænsning, burde vide, hvor umuligt det er for et Menneske ved egen Kraft at skaffe sig en Livsanskuelse. Vi ser jo ogsaa, at Festus ikke vil se ned paa Paulus, men han staar blot ganske uforstaaende overfor det, han forkynder. Men det e r ikke alene denne Hindring, denne tilsyneladende Rigdom, som den dannede sidder inde med, der holder ham borte fra Kristendommen. Der er ogsaa en anden Hindring, der opstaar for den dannede, nemlig den personlige Uafgjorthed'. Det dannede Menneske skal være høflig imod alle Mennesker maa ikke støde an paa noget Punkt; han skal kunne tale venligt o« forstaaende baade med den ene og den anden; han skal kunne rorstaa baade Jøden og Grækeren, den Kristne og Fritænkeren • han skal kunne være enig med denne og hin, saa enig med den ene, som det er nødvendigt for ikke at støde an i Forholdet til den anden. Der kommer netop til at mangle ham saa meget i Enigheden, som kræves for, at han ikke skal blive alt for ueni« med den anden. Se, det er Hindringer, som den jævne, enfoldige Mand i Reg