KøbenhavnsKirkesag_1912-15

143 dighed skal bære Mursten op ad en Trappe Dag ud, Dag ind, og ikke har andet Arbejde, eller naar en staar og pakker Svovlstik­ ker sammen og aldrig er beskæftiget med andet, saa er det ikke noget Arbejde, som de kan have deres Personlighed i ; Person­ ligheden er langt, langt borte, og derfor er der noget saa sløven­ de i saadanne Arbejder, og derfor higes der efter, at Arbejds­ tiden ikke maa blive saa lang, for at den ikke helt skal lægge Menneskelivet øde. Noget af dette maa forstaas, og noget af dette maa den, der skal være Evangeliets Ordfører, have sin fulde Sympati med, for det er noget af det, der stiller sig imod, at et rigtigt Menneske­ liv, saadan som det er Guds Tanke, at det skal leves, kan blive virkeliggjort. Nu kan man se mørkt paa det, og jeg vil ønske, at man kan se saa mørkt, at man ser Virkeligheden, som den er, hvor meget, der endnu mangler. Men ens Seen-sort maa aldrig føre til, at man staar med det dømmende Sind overfor dem, man skal hjælpe, for saa er man ganske ude af Stand til at hjælpe. Det skal bidrage til, at man ser rigtig skarpt paa sig selv. Hvad er nu det, du har forsømt? Hvor har du ladet noget ligge? Og saa skulde man gerne se paa de lyse Sider hos den, som man er sendt til for at hjælpe. Og der er mange lyse Sider. Der er meget i vore Dages Arbejderbevægelse, som peger opad. Der er den gensidige Hjælpsomhed, Higen efter en vi­ dere Horisont. . Og som den, der drager ud blandt Hedninger, skal finde alle de Tilknytningspunkter for Jesu Kristi Evangelium, som han kan opdage, for rigtig hjerteligt at bringe det, som han har, til de Mennesker, saaledes gælder det ogsaa for dem, der skal bringe Jesu Kristi Evangelium til Arbejderne her i København, om at se hen til Tilknytningspunkterne. Men fremfor alt gælder det om, at man ser hen til den Herre, hos hvem der ikke er Persons Anseelse, og som holder af Mennesker i de Klasser lige saa meget som af os andre, og som vil, at de skal blive draget ind til Ham og blive gjort rige og glade og salige af Ham. Og jo mere vi ser hen til Ham, desto mere styrkes vi, og desto mere forøges vort Mod, saa vi kommer til at sige: Hjem­ før, Herre! vore fangne, dem, der ogsaa hører os til, men de hører ogsaa til dig, og du maa gøre Gerningen, og du maa vise Vej for mig! Herre, udsend altid flere Arbejdere til din store Høst. Gud lægge selv den Bøn ind i sin Menigheds Sind, naar vi staar overfor alt det meget, der staar tilbage.