KøbenhavnsKirkesag_1906-08

7 6

henrivende Veltalenhed, medens den anden taler saa jævnt og stilfærdigt, at der er slet intet udvortes glimrende derover. Vi glædes vel alle ved at høre et saadant veltalende Vidnesbyrd, der ved sine levende malende Billeder kan gribe Hjerterne, endog hos dem der staar fjernt, saa de store, lyttende Skarer flokkes derom. Men alle troende Kristne vil dog skønne, at det ikke er denne Veltalenhed det kommer an paa i den kristne Forkyndelse. Tænker vi paa Kristi første Vidner, Apostlene, saa har det visselig ingenlunde været egentlig Veltalenhed, der gav disse ulærde Mænds Vidnesbyrd dets Magt. Endog den Apostel, Pavlus, der dog uden Tvivl har været den mest vel­ talende af dem alle, vidner om sig selv, at han var ulærd i Tale (2 Kor. 11, 6), og da han kom med sin Forkyndelse til Korint, kom han ikke med prægtige, veltalende Ord eller Vis­ dom, som kunde glimre for Tilhørerne, men han forkyndte dem Korsets Evangelium, saa Guds Aand førte Kraftbeviset for dets Sandhed, for at deres Tro ikke skulde hvile paa Menneske-Vis­ dom, men paa Guds Kraft (1 Kor. 2). Det vil sige, det kom­ mer an paa, at den der taler og vidner, fører en i Sandhed troværdig Tale, troværdig i sig selv, fordi det er det sande Evangelium om Guds Kærlighed i Jesus Kristus, han vidner om, og troværdig i den talendes Mund, idet han „taler, fordi han tror,“ og saaledes virkelig vidner om Jesus Kristus. Kun en saadan troværdig Tale kan anbefale sig til Menneskers Samvittighed, ikke blot til deres Følelse eller Fantasi, og føre Tilhørerne til Frelse, baade dem der er komne ind i Herrens Menighed, og dem der endnu staar udenfor. Nu skal dette skønne Hus indvies til et Guds Hus, helliges til, at Guds Ord her skal lyde og gøre sin frelsende Gerning. Det er en Glædesdag for os alle, at der nu her i denne myld­ rende Stad er rejst et nyt Kirkehus, for at Ordet skal lyde her og herudfra til Menneskers Frelse ud af al den Verdslighed og Synd og Ugudelighed, som gaar i Svang. Og især er det en Glædesdag for eder, som ved eders Gaver har tilvejebragt, hvad der gjordes Behov til, at Huset kunde komme i Stand. Vi har Lov til at glædes over disse Gaver, ikke just for Pen­ genes Skyld, hvorvel ogsaa de var nødvendige til at fuldføre Arbejdet, saaledes som det nu er sket, men især fordi vi tør tro, at ialfald mange af disse Gaver har været et Udslag af Givernes