KøbenhavnsKirkesag_1903-05

83

h jertig t som Fattigfolk er bunkede sammen, saa karrig t som H im len h er viser sit Billede, kun som et Kig op fra Bunden af dybe Brønde, „Vesterbros uendelige S idegader,“ siger de med et over­ bæ rende Smil, d e ægte Københavnere med K., dem med de brede Gader funklende i det elektriske M aanelys; — „Vesterbros Udløbere,“ siger de villastolte Frederiksberg-Beboere, naar de h aster hjemad til de stille Villa-Veje, dér er T ræ erne ikke saa sjæ ldne som dernede i F attigkvarteret, hvor et grønt Blad paa en svajende Gren er en Sjæ ldenhed, en Lækkerbisken, som m an ikke har haft Raad at ofre en Kvadrattomme af den kost­ bare Jord til; — „Kallebodstrands P estsm øger,“ siger Østerbros- Velhaveren, ham med Langelinies friske Søsprøjt for Øjet og m ed Lungerne fulde af saltmæ ttet Havbrise, og han skynder sig med en rædselsblandet Gysen forbi de snævre Gadei. __ — Ja, men nu de, som bor her, de, som ikke fik R aad- til S trøgets Luksus, Villaens Stilhed, S trandens Friskhed, de, som m a a bo her, fordi her var det, de store F attigkaserner blev sm urte op paa den side, sumpede Bund fra de forhen­ væ rende Kallebodstrands-Enge, — smurte op paa en fugtig Bund og paa opfyldt G rund af tvivlsom Beskaffenhed. _ De, som nu er lejrede — for ikke at sige lagrede — h er­ ude i Tusindvis, de, som fik det lille Lod i Livets store Lotteri, — de, for hvem et S trejf af frisk Luft ned i de snævre Gaards- rum er ligesaa sjæ ldent som en Solstraale, der kunde sæ tte Kulør paa den ranglede, blegbladede Pelargonie i V indueskar­ men, eller sæ tte brunlig Lød paa de blege, indfaldne Fattigbarns- K inder; — disse Tusinder! De er jo dog M enn esk er som de andre, der kom til at bo paa L ivets Solside, - Mennesker med det samme Evigheds­ væ rd i Guds Øjne, købte for den samme dyre Betaling paa Golgathas Kors, — Mennesker med den samme R e t til Livet som de fine Velhavere, — Mennesker med den samme T rang til Lys og Lykke, Kærlighed og Velvære. Se, for alle disse, som vi virker iblandt herude, var det lidt ,af en Begivenhed, da det T aarn blev rejst! Det være nu saa eller saa med deres aandelige Syn — og Gud ved det, hvor trist og snæ vert og mørkt det kan være, « aa forsumpet i Vantroens Sløvsind — det v ar dog alligevel lidt