KøbenhavnsKirkesag_1903-05

84 stort, da det T aarn saadan løftede paa sig og blev ved og blev ved a t rejse sig, netop her, netop i deres Gade, til det knejsede op over de uendelige Ræ kker af H ustage i al deres knugende Kaserne-Tarvelighed. H er havde de dog endelig engang lidt for sig s e lv ! Lidt, der brød den dræbende Ensform ighed i Tagenes skorstensknoppede Fladhed, — lid t, der stod og manede sit „opad“ tiP d e Iravle Tusinder, — lidt, der listede den T anke ind i Menneskenes H jæ rter, at der overhovedet var noget, som kunde række op over en fem te Sal, op i Guds frie, lyse H im ­ mel. ---------— Aa derop, hvor Barneøjet en Gang søgte saa villigt, — derop, hvorhen Tanken og Bønnen steg saa let, — derop til det og til H am , som nu i saa mange A ar ganske var glem t, sluppet ovenud af det jordbundne, verdensfangne Sind. Og T aarn et er lid t mere endnu! L idt mere end en himm elvendt Pegefinger, lidt m ere end en tonesvøbt Klokkebærer. Det staar der — et S tykke solidt, grundm uret Hus som e t V idnesbyrd om, at den lille, tarvelige Jernkirke, — „S ta ld en “, som en P ræ st, en „Em bedsbroder“, engang foragtelig kald te den, — at den dog med sin Tarvelighed er en lille Fløj af det store K irkehus, kan ringe Syndere sammen til F relse ligesom de andre, kan pege til Vejrs som de med Fløj og Spir, saa den lille K irke nu ikke mere skal blive overset, — saa P ræ ­ stern e ikke mere behøver at trø ste sig med det forøvrigt saa skønne Svar paa den spydige Udtalelse: „Ja, skal den kaldes en Stald, lad saa gaa da, — Jesu s K ristus lod sig føde i en S tald, saa kan vi ogsaa være P ræ ster ved en S ta ld !“ Og endelig: T aarn et er som et F e ltra a b fo r hele K ir k e ­ sag en s P ro g ram . Dér ligger det i sin landlige Stil, — et S tykke L andsby m idt i Hovedstaden! Ja ! det er netop K irkefondets Maal, at faa H ovedstadens Kæmpesogne delte, at faa aandelig ta lt lidt Landsby-Forhold tilbage, lidt af det p atriarkalsk e F or­ hold mellem P ræ st og Menighed, mellem S jæ lehyrden og de Tusinder, der nu g aar vanrøgtede „som F aar uden H y rd e .“ Gid mange af Guds Riges Venner vilde komme med deres Gave, at denne K irkegave til Vesterbros fattige Beboere sn a rt m aatte være betalt, — kv it og frit. Og Gud ske Lov for hvert et K irkespir, der løfter sig mod H im len over en K irke, hvor