KøbenhavnsKirkesag_1903-05

65

3 K irkeindvielser i 1900 og 4 i 1901 — kom de store Drifts­ udgifter ganske naturligt. Nok om dette. En Sag, hvorledes U nderskudet var frem­ kommet, en anden, at det var der. Det var der, og det skulde dækkes. I de følgende Numre af K irkefondets Blad kommer da atter og atter Talen igen om de 17,000 Kr.s Underskud. Man mærker, at Bølgerne gik højt. Vi, som stod i Kirkefondets Arbejde, vil ikke glemme de uvejrstunge Skrivelser (aftrykte i Nr. 19), som vi fik fra Kirkefondets Forretningsudvalg. K irkefondet og rned det K irkesagen var aabenbart inde i en Krise. Særlig i Nr. 18 og 19 mæ rker man K risens ængstende Alvor. — Gang paa Gang stødes der i L uren, opflammende Henvendelser sn art fra hele Bestyrelsen, sn art fra Forretningsudvalget, sn a rt fra Sekretæ ren, — sn a rt offentlige, sn art private, fløj ud over Menigheden med Raab om H jæ lp, — der taltes om Lammelse og Forsumpning af hele K irkesagen, — Pengene m a a skaffes. — H errens store Sag maa ikke ødelægges o. s. v., o. s. v., — Krisen var akut! Og blev der ta lt Mand og Mand imellem, og blev der kaldt ud over Landet til Menigheden, saa blev der ikke m indre raabt og bedt til H erren vor Gud i det Høje. For denne Sags Skyld bøjede vi vore Knæ for vor H erres Jesu Kristi F ader. For mig personligt ligger det særlig nær at tænke paa Bedemøderne i vor faste Lørdagskres herude paa Vester­ bro. Aa, hvor vi raabte til H erren om at faa disse 17,000 Kr.! Vi var jo næsten alle Mænd, som stod og faldt med K irkesagen, ikke blot udvortes ta lt — fordi vi fik vor Løn fra Kirkefondet — men m aaske endnu mere aandelig talt, fordi vi var kaldede fra Landet herind netop til og af K irkefondets Arbejde. Vi bad til Herren, — ja, og saa saa vi os jo ogsaa om efter Mennesker. Vi gjorde det i Tro. Vi tæ nkte jo vore smaa Tanker, og efter dem syntes det os, som om H jælpen m aatte komme paa den Maade, at H erren opvakte sig et eller andet Menneske, der skulde give os Pengene. Og jeg husker, hvordan det blev min Lod en Dag efter vort Bedemøde at gaa. den ikke lette Gang op til et Menneske, hvem jeg mente, Herren maaske vilde bruge til dette. Og jeg kom og fortalte om K irkesagens Nød, og saa sagde jeg ren t ud: jeg synes, De skulde skænke os den Sum og klare det hele for os! — Og saa toisikrede