KøbenhavnsKirkesag_1903-05

4 0 7

Apostel, som vidner, at vi bo i Guds Hu s som hans Husfo lk, alligevel skrive, at saa længe vi ere til Huse i Legemet, ere vi borte fra He rren , eller i Udlændighed fra ham (2 K o r. 5), og der staar skrevet: vi have ikke her en blivende Stad, men attraa den tilkommende (Hebr. 13). O g det er atter dette, der udtales, naar det saa ofte hedder, at vi her ere fremmede og Udlæn­ dinge, — ikke alene i den Forstand, at denne syndige V e r­ den er for os et Udlændigheds La n d , hvor vort H jerte ikke har hjemme, men ogsaa fordi vort L i v her leves i den stridende Menighed, hvor v i ere paa Rejse hjem til vort Fædreland, „hvoi Dag ej ligger i D v a le “ , og hvor al Strid og al Synd skal være forsvunden. Fø rst der ere vi komne hjem til Guds Børns rette Bolig. O g det er vor L y k k e , at vi af Guds Naade kan sige: ja, her ere vi i Udlændighed, og naar v i skal fare herfra, skal vi ikke rejse bort fra vort H jem , nej, da skal vi rejse hjem. Dette, at Guds H u s og Menighed her paa Jord er et H e r­ berg paa Vejen til vort H jem , har jeg villet minde om i Dag , da vi ere samlede for at indvie dette nye Hu s til et Guds H u s . Ikke fordi dette Hu s ogsaa i ligefrem Forstand kun er bestemt til at være et midlertidigt, som vi haabe skal i en god og lykkelig Stund blive afløst af en fastere og varigere Bygning. T h i selv om denne bliver nok saa grundmuret, vil ogsaa den kun staa til en T id . Men alt, hvad vi kan ønske og bede om for dette H u s og for den Ordets Tjeneste, som skal øves her og her ud fra, kan vi sammenfatte i dette, at der her for dem,