KøbenhavnsKirkesag_1903-05

4 0 0

hvis K irke hidtil havde løftet sit Spir højest over Byen . Saa det var et Tilfæ lde, der næsten lignede en Ta n ke , at vor Frelser ligesom blev stødt fra Tronen netop i de A a r . Men det har nu aldrig været vor Frelsers A g t og V is at ville tage sig den højeste Plads. H a n , som begyndte i Bethle- hems fattige Krybbevraa, han sagde jo , Aftenen før han blev „ophøjet“ paa Golgatas K o rs, at den, som vilde være stor, skulde være som den, der tjente! O g det er til hans ydm yge, velsignede Frelsernavns Æ r e , vi nu i Dag er samlede om det tredje T a a rn : Fredens K irketaarn! D e t er et yndigt N a v n , denne K irke bærer, — og et yndigt Budskab, K lokken her faar at bringe, naar den ringer Fre d ud over denne store B y og „kalder paa gammel og paa ung, mest dog paa Sjælen træt og tung, syg for den evige H v ile “ . D e t er alligevel et Budskab, som intet Raadhusklokkespil kan bringe; men som ene. kan bringes af Jesus, om hvem der staar over Alte re t her: „H a n er vor F r e d !“ Gud give, denne Klokke her fra dette Taa rn maa faa Naade til at bringe Fredshilsen til mange, mange fredløse og naadehungrige Sjæle! N u vil vi tale 0111 tre Taarne til. Ikke fra vor B y , men fra vor hellige Bibel. D e t første T a a rn , der omtales, er Babelstaarnet. D e t vil vi nødigt ligne! De t er jo den menneskelige Storhedsvanvids S ym ­ bol, Hovmodstankens Taa rn . „ L a d os gøre os et Taa rn , hvis Spidse kan naa op til H im len , og lad os gøre os et N a v n !“ sagde de. Men Herren forstyrrede dem, og Taarnet forfaldt, og deres Na vne glemtes som Sne, der faldt ifjor. O , pas paa, kære V e n , at dit Liv s væ rk ikke skal ligne dette! D u kan ikke selv række op til Him len med alt dit Arbejdes M ø je ; men vil du have et N a v n , da glæd dig, at dit N a v n er skrevet i Him len a f Naade med Lammets Blod i Livsens Bog. Saa det andet Taa rn . Derom siger Jesus i L u k . 1 4 , 2 8 : „Hvem iblandt eder, som vil bygge et Taarn, sidder ikke først og beregner Omkostningen, om han har, hvad der hører til a t fuldføre det med, at ikke, naar han faar lagt Grund­ sten og ikke kan fuldende det, alle, som se det, skulle be­ gynde a t spotte ham og sige: dette Menneske begyndte at bygge; men kunde ikke fuldende det!“ D e t skal v i jo for det første lægge os paa Sinde rent ud-