KøbenhavnsKirkesag_1903-05

342

Faa har som han kendt Glæden i Arbejdet for Guds Rige. Hans r a s t l ø s e V i r k s omh e d , hans uovervindelige Vil- lieskraft faldt i Øjnene paa enhver, der saa noget. Jo større Opgaver, jo stærkere Fjenderne var, des frejdigere gik han i Kampen. Det er vel ikke alle, der har fundet hans Virk­ somhed lige tiltalende. Der var K a n t e r ved ham, der kunde støde. Men kan det være andet end, at den, der blev kaldet til at være en af de stærkeste Tænder paa Guds Tærskevogn (Es. 41, 15) — den, der skulde sønderknuse det, som hin­ drede Guds Riges Værk —, at det Menneske maatte have haarde og skarpe Kanter ? Som en Hærfører stod han iblandt os, lagde sine Planer og førte dem igennem med en Kraft, som selv Modstanderne maatte bøje sig for. Alt blev lagt til Rette og andre sat i Arbejde, og dog var han selv altid til Stede, hvor Kampen var haardest. Krigslykken har da ogsaa ofte fulgt ham, og mangen Sejrskrans har han op­ levet at frydes ved. — Men med alt dette har man dog ingenlunde forstaaet hans Gerning. Bag ved det rastløse udadvendte Arbejde, bag ved Kampens Larm var der en forunderlig Stilhed. Hemmeligheden i hans — som i den store Apostels — Arbejde var Bø n n e n , den inderlige, ved­ holdende Bøn i Lønkamret, den kæmpende Bøn, hvor to og tre bøjer Knæ sammen i Jesu Navn. Der er mange Guds Børn, hvem Friis Hansen har lært at bede. Bønnen var hans Arbejdes inderste Drivkraft, derfor ejede han en underlig Fred og Sejrsvished midt under Kampen. T r o e n s Bøn — thi skulde jeg nævne den Naadegave, der i særlig Forstand var hans, vilde jeg sige, det var Troen., ikke som den frelsende Tro, men som Paulus nævner den i Rækken af Aandens Gaver (1 Kor. 12, 9), som Herren taler om den i Ordet: ,,FIav Tro til Gud! Thi sandelig siger jeg eder, at hvo som vilde sige til dette Bjerg: løft dig op og kast dig i Havet! og ikke vilde tvivle i sit Hjerte, men tro, ham skal det ske, som han sagde“ (Mark. 11, 22—23). Friis Hansen kunde tro alene, naar andre frygtede og tviv­ lede, og han kunde bringe andre til at tro. Det er mange dejlige Minder, vi gemmer om Kampe, hvor vi stred under Ordet: ,,Du store Bjerg for Serubabels Ansigt, bliv til en