KøbenhavnsKirkesag_1903-05

264

disse hver Søn- og Helligdag blot vilde lægge 5 Øre til Side til Kirkesagen, da vilde vi have den dobbelte Sum til Raadighed, og vi vilde da i Løbet af faa Aar kunne være fri for hele den Gæld, der trykker os. Menigheden i København har altsaa Kræfter nok til at løse bele denne store Opgave i en Fart. Og det har sin store Betydning at gøre det hurtigt, ikke blot fordi Menig­ heden om faa Aar kan være optaget af helt nye Opgaver, som det gælder om at have friske Kræfter til, men endnu mere fordi det er udødelige Menneskesjæles Frelse, der er Tale om; hvert Aar, der kan vindes, naar der skal sættes et Aandens Arbejde i Gang i de store Folkemasser, har en uendelig Værdi. Men nu vil man maaske svare, at alle disse Beregninger i Virkeligheden er ganske meningsløse, fordi det til syvende og sidst kun er en lille Del af det københavnske Kirkefolk, der har Sands for Kirkesagen, og de, der har det, er vel ofte nok spændt haardt nok for med lokale Opgaver i Tilslutning til denne eller hin Kirke. Ja, det er sandt, det er kun en lille Skare, der har baaret Københavns Kirkesag; men det var ogsaa kun en lille Skare, en Brøkdel af det jødiske Folk, der rejste Jerusalems faldne Mure. Jeg ved det godt, at saare mange, maaske det store Flertal af dem, der er her tilstede, har fuldt op at gøre med deres egen Kirke; til alle dem vil jeg sige: Gud velsigne den Gerning, I har valgt. Men tænk da ogsaa paa, at forud for en Menigheds Arbejde i et Distrikt maa der gaa et forberedende Pionerarbejde; hvis dette gaar i Staa, da standses Kirkesagens Fremskridt i de store Folkemasser, da bliver det umuligt at faa Folkekirkens Mure rejst til den rette Højde. Det er dette, der er Kirkefondets Opgave, et Fællesarhejde, der ikke kan taale at standse; hjælp os at faa det til at gaa frem. Bliv ikke træ tte af at staa os bi med eders Forbøn og eders Gaver. Vi beder til en Begyndelse om en Gave i Aften og i Morgen Aften, vi beder ogsaa om eders Gaver efter den Tid, og vi beder om noget langL mere end dette, om eders Kærlighed og Tillid, ikke i vort eget Navn eller for vor egen Skyld, — vi ved kun alt­ for vel, at vi har intet Krav al os selv, — men i Jesu Navn og for hans Skyld, at hans store Sag kan vinde Fremgang. Og naar det synes eder at være en tung Byrde for de faa, der nu kender og elsker Kirkesagen, da hjælp os med at brede Kend