KøbenhavnsKirkesag_1903-05

1 8 5

Og Frugterne var for nogles Vedkommende vaagnende Inter­ esse, som maaske gik over til medinteresseret Kærlighed, for andres Had og Raseri mod dette „hellige Rak“, — ja, der kom endog en Tid, da ved de kommunale Valg Betegnelsen „Kirke­ bygger“ blev et lige saa velkendt og velment Skældsord fra visse Sider som Betegnelserne: „Provisorist“, „Fæstningsbygger“ ug „Militarist“. Men nu igen det store Flertal, saadan det jævne brede Lag, hvordan stillede de sig, — alle de, som hverken blev aaben- bare Venner eller Fjender? Ja, de gode Københavnere var vistnok en Tid i Forlegenhed med, hvordan de egentlig skulde stille sig. Kirkebyggeriet, tja, hvad skulde man i Grunden sige til det? Indtil en Dag et opvakt Hoved fandt paa det forløsende Ord: Hospita­ lerne ! Funtus! Her var det! — Nu var der virkelig paa den Tid Hospiialsnød i Byen, og saa, naar man mødte Kirkesagen eller blev opfordret til at støtte den, stak man bare den ud med Hospitalerne. >?Nej, vi har saamænd Kirker nok; de, vi har, er jo ikke en Gang fulde, — nej, skaf os hellere nogle Hospi­ taler, det trænger vi meget mere til!“ Bare vi havde en Øre dobbelt op for hver Gang det Svar er bleven givet ud, snart til os Præster, snart til de Lægfolk, som gik med Blade i vore Distrikter, saa kunde vi snart bygge alle de Kirker færdige, vi mangler! At de samme Mennesker selvfølgelig aldrig kunde falde paa selv at give noget til at afhjælpe Hospitalsnøden, — hvilket forøvrigt vist ogsaa havde været en besværlig Sag, for hvor skulde man i Grunden komme af med de Penge; Jeg foi min Part har aldrig hørt, at Kommunen, under hvem Hospitals­ væsenet sorterer, har udstedt Opraab om denne Sag, det blev der aldrig talt om, — naa, det vilde maaske ogsaa have været for meget forlangt, om disse gode Københavnere selv skulde have slaaet sig dette eneste, dyrebare Vaaben af Hænde. Men, som sagt, Hospitalsnøden, den var god nok, og i en forbavsende Fart fandt dette Stikord Vej over den hele By, — et indirekte Vidnesbyrd om, baade at Kirkesagen var bleven en Magt, og at man havde følt dens Krav. Og hvad siger Københavnerne saa den Dag i Dag? Ja, endnu rides der jo flinkt — med en Ihærdighed, der