KøbenhavnsKirkesag_1903-05

184 og er en synlig Repræsentant for en dyb Kærlighedens For- staaelse og en inderlig Forbøn. Og det er paa disse to dybe, skjulte Motiver, Kirkesagens vedblivende Fremgang menneskelig talt beror herinde. Men hvad siger nu egentlig Københavnerne, de jævne Bor­ gere i Byen, om Kirkesagen? Ja, fra først af stod de nok ganske uforstaaende overfor den hele Bevægelse. De stærke Dønninger fra det religiøse Livs Opvækkelse var endnu ikke naaede herind til Hovedstaden. København var travlt optaget af sin egen Udvidelse, Storstads­ fornemmelserne var gaaet den i Blodet, og ude paa det ud­ strakte Terræn bag de sløjfede Volde byggedes og byggedes der. Tusinder af Hjærner og dobbelt saa mange Hænder var i febrilsk Arbejde hermed, da Kirkesagen omkring Aaret 1890 begyndte. Og alt dette Arbejde kunde nok lægge Beslag paa Tanker og Sind. Og desuden: med Hensyn til det religiøse hvilede — eller sov — man jo i den Forestilling, at det var Statens Sag. Vi havde jo Statskirke, og den maatte virkelig sørge for det. Dem derom! Saa byggede man væk, og lod Kirkesagen være Kirkesag. Og hertil kom, at Kirkesagen i sin Begyndelse jo kun var lidet skikket til at fængsle den stærkt optagne Almen­ heds Interesse. For at der indrettedes en Kirke i en Baggaard i Blaagaardsgade og byggedes nogle Jærnkirker rundt om i Byens Sidegader, hvor der ansættes nogle unge Præster, som tilmed blev kuede ned i kirkelig Afhængighed af stormægtige Sogne­ kirker, det var da virkelig ikke noget at tage Notits af. Men Tiden gik, og den gik under Herrens Velsignelse. Kirke paa Kirke blev indviet, Kirkefondet blev stiftet 1896 og gav hele Bevægelsen en mere officiel Karakter, enkelte større Kirker kom med, om ikke opførte af Kirkefondet selv, saa dog baarne frem paa den brede Bølgekam af hele Kirkesags-Bevæ- gelsen, og lidt efter lidt talte Kirkesagen saa højt, at den ikke kunde overdøves, og blev saa synlig med sine mange Kirkespir, at den ikke kunde overses. De to og tyve nye Kirker, som Byen fik i 12—14 Aar, talte højrøstet det eneste Sprog, den vantro Verden har Respekt for: Kendsgærningernes! Saa maatte Københavneren til nolens-volens at indrangere Kir­ kesagen i sin fortumlede Bevidsthed. Og at dette var sket, kendtes snart paa Frugterne.