KøbenhavnsKirkesag_1897-1899

380 hvoraf de vigtigste ere de Stykker i §§ 8 og 9, som udtale, at Lysning til Ægtevielse for Distriktets Beboere skal ske i Di­ striktskirken, og at Ansvaret for disse Ægtevielser skal paa­ hvile Distriktskirkens Førstepræst. Her ser man tydelig An­ ordningens dobbelte Hensigt, at stille Sognedistrikterne saa vidt muligt ligesom selvstændige Sogne og derved at lette Arbejdet i de aldeles overbebyrdede Sognekirker. Herhen bører endvidere en Række fint gennemtænkte og flere Steder mesterligt formede Bestemmelser i §§ 8 og 9 om de nye Præster og deres Stilling. Man faar det Indtryk, at Hoved­ bestræbelsen har været at skaffe hver Distriktskirke to selv­ stændige Præster, men at man under Forholdenes Tryk, vel særligt Mangelen af Midler til Lønning ad ordinær Vej, er vegen tilbage fra at fastslaa, at der alle Steder skulde være to resi­ derende Kapellaner og derfor har nøjedes med at bestemme, at der skal være én residerende Kapellan, idet man saa lod det staa hen, om den anden Præst kunde blive residerende Kapellan eller ordineret Medhjælper. Imidlertid viser samme § 8, at disse ordinerede Medhjælpere ikke skulle betragtes som almindelige Medhjælpere, idet den senere udtaler, at saadanne ogsaa kunne ansættes foruden de førstnævnte. Mere Betydning har dog den Bestemmelse, at Distriktskirkens Præster skulle ansættes som Første- og Andenpræst ved samme. Her har den kgl. Anord­ ning med to Ord fastslaaet de to Præsters Selvstændighed og ved at avtorisere Benævnelserne Førstepræst og Andenpræst givet dette en Klang paa Folkemund og i Folkets Øre, som vil gøre deres Selvstændighed til en selvfølgelig Ting. Med Hensyn til Delingen af Arbejdet mellem Sognets Præ­ ster skal særlig fremhæves to Bestemmelser. Naar Distrikts­ kirkens Præster ansættes som residerende Kapellaner, følger det af Lovgivningens almindelige Bestemmelser, at udensognsboende have Ret til at søge til dem. Men Spørgsmaalet blev da, hvor­ ledes der skulde forholdes, naar Folk fra Sognet ønskede at be­ tjenes af en Præst fra et andet Distrikt. Det maatte synes, umuligt at formene Sognefolkene saadan Frihed, naar de frit kunde slutte sig til en udensogns Præst. Paa den anden Side- vilde en ganske regelløs Brug,af alle de forskellige Distrikts­ præster virke aldeles opløsende og umuliggøre Oparbejdelse af en Menighedsbevidstbed i de enkelte Distrikter. I Stedet for nu