KøbenhavnsKirkesag_1897-1899

378 ikke burde være mere end 2 Præster og et Maksimun af 10,000 Sognebørn. Denne sidste Anskuelse er utvivlsomt den almindelige i Menigheden, saa at jeg vistnok ikke fejler, ved at paastaa, at man i Almindelighed aldeles ikke vilde anse Sogne paa 15,000 Mennesker for smaa, men tvertimod for altfor store; og ligesom „smaa Sogne“ har været den Fane, der haade har samlet og begejstret Kirkesagens Venner, saaledes vilde det sikkeat virke lammende paa Arbejdet, hvis Kirkesagens Venner fik det Ind­ tryk, at denne var sænket. Desto glædeligere er det at vi allerede i § 1 møde den Bestemmelse, at Sognedistrikterne ved Oprettelsen ikke maa være større, end at de forsvarligt kunne betjenes af to Præster. Man har aahenbart ikke ønsket at nævne et bestemt Tal; og i sig selv synes dette heller ikke ønskeligt i en kgl. Anordning, idet man muligvis kunde komme i saadanne Tilfælde, hvor en mindre Overskriden vilde være nød­ vendig; desuden kunde det jo ogsaa tænkes, at et forandret Syn paa Præstegerningen kunde have en anden Mening om, hvad der kan anses for en overkommelig Arbejdsmark for en enkelt Præst. Det synes da, som Anordningen, idet den med stor Bestemthed tilkendegiver sin Godkendelse af Menighedens al­ mindelige Opfattelse i dette Spørgsmaal, har været overordentlig heldig i Valget af Udtrykkene, hvormed den fastslaar, at de nye Fremtidssogne skulle være „smaa Sogne“. Herefter staar det fast, at den høje Kirkebestyrelse ikke blot ønsker smaa Sogne ogsaa i Hovedstaden, men tillige, at den i For- staaelsen heraf, er enig med den almindelige Opfattelse i Menigheden. Og ligesom denne Bestemmelse utvivlsomt vil virke opmun­ trende paa Menighedens Lyst til fremdeles at støtte Kirkesagen, saaledes ser man, at flere andre Bestemmelser, baade i § 1 og i § 2, aabenbart have til Hensigt at bane Bevægelsen Vejen; navnlig maa fremhæves, at det i § 1 bestemmes, at, hvor man ikke paa een Gang kan overkomme Delingen af et stort Sogn, kan denne udføres stykkevis, samt Bestemmelsen i § 2 om, at Deling af Sognet kan finde Sted, naar der er Midler til Indret­ telsen af et midlertidigt Kirkelokale, og her giver Ministeriet sin imødekommende Velvilje endog saa stærkt et Udtryk, at det siges, at Kirkestyrelsen ogsaa vil kunne findes villig til at anerkende et lejet Lokale som Distriktskirke. Ordningen af Forholdet mellem Gerningen i de nye og de

\