KøbenhavnsKirkesag_1897-1899

377

Skridt har Kirkestyrelsen ikke blot udtalt, at den paaskønner det Arbejde, som er gjort, og at den bar vundet Tillid til, at Menighedens Frivillighed er en Magt, hvoraf ogsaa Kirkestyrelsen kan vente store Ting; men den har dermed i Virkeligheden be- traadt en ny Bane. Thi det er noget nyt i vort officielle Kirke­ liv, at Kirkestyrelsen, naar Talen er om store Forandringer i de kirkelige Organisationer, søger sin økonomiske Støtte ikke hos Statskassen, men hos den levende Menighed. Og idet den kgh Anordning har givet Menighedens frivillige Arbejde det savnede Retsgrundlag, har den tillige paa utvetydig Maade vist, at Sty­ relsen ønsker og venter, at den frivillige Menighedsbevægelse vil yde de Midler, som ere nødvendige til Afhjælpning af Floved- stadens store kirkelige Nød. Og alle Kirkens sande Venner ville glæde sig højlig herover; thi de Bestemmelser, somKirkens Styrelse træffer, besjælet af Forstaaelse med og Tillid til det aandelige Liv i Menigheden, maa sikkert blive til Velsignelse for Kirken. En Prøvelse af de enkelte Bestemmelser vil i Virkeligheden vise, at disse ikke blot ere affattede med fuld Forstaaelse af de Ønsker for Kirkesagen, som ere komne mere og mere bevidst frem i Menigheden, men at de tillige paa overordentlig imødekommende Maade søge at hane Vej for det Arbejde, som fødes af disse Ønsker, saa at Anordningen jævnligt minder En om, at der i Spidsen for Ministeriet staar en Mand, der i en Aarrække som Biskop har haft Lejlighed til at leve sig ind i Menighedens Tarv og Trang, samtidig med at den helt igennem vidner om en betydelig Evne til klar juridisk Tænkning. Et af de Ord, der har haft en stor praktisk Betydning i hele Kirkebevægelsen, er „smaa Sogne11. Menigheden har forlæng^, forstaaet, at Kirkens Gerning maatte vantrives i Massesognene, og at det var en uafviselig Fordring, hvis Menighedsarbejdet skulde kunne lykkes, at Sognene hleve bragte ned til en ovei’kommelig Størrelse. Der har været forskellige Meninger om, hvor store de da kunne være; men i de senere Aar have de forskellige An­ skuelser nærmest samlet sig omkring enten 10,000 eller 15,000, idet man syntes fra alle Sider ret enige om, at 5000 maatte være Maksimum for, hvad en enkelt Præst kunde overkomme; men nogle mente, at der saa kunde ansættes 3 Præster ved hver Kirke, og Sognene gøres paa 15,000 Mennesker, medens Kirkefondet ansaa dette for ganske uheldigt og mente, at der