KøbenhavnsKirkesag_1890-1915
172 frivilligt. Vejen til Nadverbordet var gratis. Der var ingen Indtegningspenge. De mange lykkelige Skriftemaals- og Nadverstunder! Men ak, hvor sjældent en Hjemmeberet- telse. Iblandt Distriktets 12,000 Mennesker ikke saa mange i 7 Aar som i Tommerup Sogn i et eneste Aar; thi Præ sterne skulde jo have lidt for Ulejligheden, og der ha r været dem, der tog det. Og Konfirmander — fra Friskolen — ja de kom ; dog ikke altid frivilligt; men der var jo ikke altid Plads til dem i den store Kirke, og konfirmeres vilde de. Konfir mationen var og er jo endnu Familiens allerstørste Kirke højtid, det Baand, der holder Tusinder tilbage i Folke kirken. Herren skal — trods alle Skyggesiderne — have Tak for Konfirmanderne; endnu kan der komme et Brev: »med Tak for den Tid, Hr. Pastor!« Der var dem, der kom hen til deres Frelser. Men Daab i Kirken, ikke at tale om Vielse eller Be gravelse, hvor var det dog faa af Distriktets Beboere, der kom til Præsterne og »udtalte Ønske« derom, som Re gulativet krævede det. Det var jo ingen rigtig K irke; det var jo en »Missionskirke«, denne Jernkirke i Dannebrogs gade. Det var jo »Stalden«, som en Præst døbte den i Samtalen med en vakt Skuespillerinde, som ved at høre denne Benævnelse resolut spurgte: »Blev Verdens Frelser ikke født i en Stald, Hr. Pastor?« Men Tilhørere ved Søndagsgudstjenesten, dem var der nok af. Det var jo den Gang den eneste Kirke paa det store Vesterbro, hvor man kunde gaa ind og sætte sig, hvor man vilde. Gratis Adgang. Herren være priset derfor. Der var meget at takke Gud for i de Dage, selv om Stillingen var ringe i Menneskers Øjne. Men naar vi færdedes i de snævre trange Gader i Di striktet og saa paa de høje Huse med disse Tusinder fra Kælder til Kvist i Forhus, Mellembygning og Baghus, saa
Made with FlippingBook