KøbenhavnFraBopladsTilStorby_2

KØBENHAVN FRA BOPLADS TIL STORBY

562

tagelsen saaledes mellem 8 og 15 % . Det nationalliberale bourgeoisi, der havde valgret, var tilfreds, hvis magistrat og borgerrepræsentation administrerede saa billigt som muligt og holdt fattigvæsenets budget nede. Men selv en ivrig be­ styrelses forbrug af penge var der grænser for, da indtægtsskatten ikke maatte overstige 3 % af indkomsten. Indenfor de begrænsninger, som forfatningen satte, herskede magistraten derfor ret enevældigt. Formelt var borgmestrene lige­ stillet, men i realiteten var det dog finansborgmesteren, der var den ledende. I 1870erne beklædtes denne post af C. E. Fenger. Da Fenger, der var nationalliberal, i 1859 besluttede at gaa ind i det po­ litiske liv, var han en højtanset medicinsk professor. Han valgtes ind i rigsdagen, hvor han helligede sig finanspolitikken og blev formand for finansudvalget. 1859 og 1860-63 var han finansminister, havde 1863-64 stillingen som direktør for finansministeriet og var 1870-72 atter finansminister. 1868 blev Fenger tillige borgerrepræsentant. Han havde saaledes de bedste forudsætninger, da han i 1875 valgtes til borgmester for 2den afdeling, d. v. s. forvaltningen af finans- og hospitalsvæsenet. Paa mange omraader udøvede han ogsaa en betydelig indsats. Som tidligere læge maatte sundhedsvæsenet interessere ham. Han fik gennemført oprettelsen af offentlige slagtehuse og epidemisyge­ huset. Paa hospitalerne begyndte han at afskaffe vaagekonerne og erstattede dem med uddannede sygeplejersker, hvis løn- og arbejdsvilkaar blev forbedret. Han imødekom dermed en mangeaarig klage fra befolkningen, for hvem et hospitals­ ophold nærmest var et mareridt. Paa et helt andet omraade ydede han ogsaa en indsats, idet han fik gennemført, at København fik en særlig folketælling. Fenger var i besiddelse af en meget stor arbejdskraft og med sine sociale begrænsninger initiativrig. Hans finansstyre i en social nødstid som 1870erne var dog præget af smaalighed og en vis hensynsløshed, som ogsaa kom frem i hans omgang med medarbejderne. Samtidig var han ikke altid tilstrækkelig kritisk overfor sine underordnede, og i sine sidste aar blev han udsat for mange angreb paa grund af en økonomiforvalters bedrageriske transaktioner. Fenger døde der­ for i 1883 som en skuffet mand. Blandt ansøgerne til hans borgmesterstilling valgte borgerrepræsentationen overretsassessor Ludvig Christian Borup. Borup var paa dette tidspunkt 47 aar gammel. Han havde tidligere været ansat i indenrigsministeriet og blev derefter overretsassessor d. v. s. dommer i landsretten. D a Borup tiltraadte, begyndte kommunens opgaver for alvor at vokse. Be­ folkningstilvæksten skabte økonomiske problemer, og det samme gjaldt byens ud­ videlse. Voksende og nye sociale opgaver stillede ogsaa finansielle krav. De offent