KøbenhavnFraBopladsTilStorby_2

DEN MODERNE STORBY

561

reformer i undervisningen. Først i 1908 gennemførtes den nye skolelov, hvorved bl. a. mellemskolen blev oprettet, en nydannelse, der dog var blevet foregrebet ved loven fra 1903 om højere almenskoler.

Bystyret.

For styrelsen af Københavns kommunale anliggender gjaldt i 1870 Chri­ stian V I IIs anordning fra i 84 o og loven af 4 . Marts 1857. Ifølge disse bestod byens styrende myndigheder af borgerrepræsentationen og magistraten, der var sideordnede, samt den kongevalgte overpræsident. I magistraten var overpræsidenten formand, og desuden sad der 3 borg­ mestre, som valgtes paa livstid af borgerrepræsentationen, samt 6 raadmænd, der ligeledes valgtes af borgerrepræsentationen; valget skulde dog stadfæstes af kon­ gen. Deres funktionsperiode var 12 aar ad gangen, men de kunde genvælges. Valget skulde foregaa mellem vælgerne til borgerrepræsentationen, og 3 af dem skulde være jurister. Borgerrepræsentationen talte 36 medlemmer, som valgtes af borgerne. V a lg ­ ret og valgbarhed var fastsat i loven af 1865. Ifølge denne havde enhver borger, der var valgbar til folketinget, - d. v. s. 25aarige mænd - og som var ansat til en aarlig skatteindtægt paa mindst 200 rigsdaler, ret til at vælge og blive valgt til borgerrepræsentationen. D a de første 300 rigsdaler af indtægterne var skattefrie, blev cencus saaledes i virkeligheden en aarsindtægt paa 500 rigsdaler. Hvert aar afholdtes valg, idet 1/ 6 af forsamlingen afgik aarlig. I magtfordelingen mellem borgerrepræsentationen og magistraten var den sidste afgjort den stærkeste. En række sager skulde stadig forelægges indenrigs­ ministeriet, og dette fulgte som regel magistratens synspunkter. Indtægtsbestemmelserne virkede stærkt begrænsende paa vælgerantallet. I virkeligheden var hele arbejderklassen, mange haandværkere og smaahandlende samt funktionærer og ansatte udelukket fra at deltage i valgene. I 1875 var der saaledes 12.600 vælgere, i 1885: 18.500, omkring aarhundredskiftet var de vokset til ca. 40.000 og endelig i 1908 før nyordningen til ca. 55.000. Interessen for kommunalpolitikken var derfor ikke stor i 1870erne. De, der var mest interesseret i en aktiv indsats fra kommunens side, havde ikke valgret og kunde derfor kun lade sig høre gennem klager. Disse var til gengæld ogsaa talrige i blade som f. eks. »Socialisten«. Men selv blandt de valgberettigede interesserede man sig ikke synderligt for at deltage i de aarlige valg til borgerrepræsentationen. I 1870erne laa valgdel