KøbenhavnFraBopladsTilStorby_2

DEN MODERNE STORBY

5 6 3

lige værker, som i 1870 omfattede vand og gas, maatte udvides. Fra begyndelsen af 90erne tog saaledes anvendelsen af gas ved madlavningen til, og i 1907 byg­ gedes et nyt gasværk i Valby. I slutningen af aarhundredet kom elektriciteten, og i 1892 fik København sit første elektricitetsværk. Efterhaanden som benyttel­ sen af denne kraft øgedes, bl. a. til belysning af sporvogne, maatte produktionen udvides. 1898 tog man Vestre Elektricitetsværk og 1902 Østre Elektricitetsværk i brug. Følgen af dette og mere blev, at Københavns budget i Borups borgmester­ periode voksede fra 6 millioner til 17 millioner. Borup viste sig at være en fremragende administrator. Han skaffede byen bil­ lige laan, og med stor forudseenhed planlagde han byens udvidelser og sikrede kommunestyret indflydelse paa bebyggelse og lignende forhold. I 1893 lykkedes det ham at faa afsluttet forhandlingerne med staten om ordningen af ejendoms­ forholdet til fællederne, saaledes at kommunen kunde disponere over det areal, den overtog. Først og fremmest gjorde borgmester Borup dog en indsats ved indlemmel­ sen af nabodistrikterne i 1900. Forinden dette skete, havde han imidlertid fore­ taget store opkøb af grunde paa kommunens regning i disse distrikter. Efter ind­ lemmelsen kunde byen derfor med stor kraft sætte ind ved planlæggelsen af byg­ geri, saaledes at der sikredes befolkningen bedre boliger, end det havde været til­ fældet under den anden store byggeperiode, da voldene blev sløjfet. Borups store arbejdskraft gav ham ogsaa tid til at reformere paa andre omraader, selvom han her fortsatte forgængerens arbejde, som f. eks. ved slagtehusbyggeri og re­ former indenfor hospitalsvæsenet. Borup var konservativ. I hans embedstid brød imidlertid oppositionen mod det nationalliberale-højrebetonede københavnske bystyre igennem. Denne opposition, der rekruteredes fra arbejderstanden og det frisindede borgerskab, fik sin talmæssige basis ved den store industrielle og handelsmæssige udvikling, som København gennemgik i disse aar. Efterhaanden som lønninger og indtægter steg, kunde flere og flere deltage i valgene af borgerrepræsentanter. Der blev saaledes fra midten af 1880erne virkelig kamp ved kommunevalgene, og dermed steg ogsaa interessen indenfor den magthavende gruppe. Betegnende for det opsving, der sker, er valgprocenttallene for 1885 og 1886, hvor de var henholdsvis 5,9 % og 47,2 % , hvorefter de jævnt steg. Den større baggrund for den politiske kamp om København var provisorie- tiden, hvis vigtigste side ( fæstningsbyggeriet, ikke mindst interesserede den køben­ havnske befolkning. Dette skal imidlertid skildres i næste afsnit. Allerede i 70erne var arbejderbefolkningens politiske og sociale selvstændig