KøbenhavnFraBopladsTilStorby_2

KØBENHAVN FRA BOPLADS TIL STORBY

5 6 °

serne til dem ydedes i form af naturalier og penge. Foruden den offentlige hjælp fandtes ogsaa de private understøttelsesforeninger, der i 1874 sluttede sig sam­ men i Københavns Understøttelsesforening. Disse hjælpekilder slog ikke til, naar der kom svær arbejdsløshed, og især var vintrene haarde ved de nødlidende. Flere gange i 70erne og 80erne kom der henvendelser til kommunen fra forskellige udvalg og foreninger om ekstrahjælp, igangsættelse af arbejder, oprettelse af laanekasser o. 1 . Liberalisternes syn paa fattigdom som et udtryk for dovenskab eller udygtighed dominerede imidlertid i kommunalbestyrelsen, og det afslag, »Socialdemokratisk Forening« fik i 1881, og som gik ud paa, at det vilde være nedbrydende for arbejderklassen, hvis kommunen hjalp en enkelt arbejder, var typisk for indstillingen. I 1890erne sejrede imidlertid en ny opfattelse af det sociale problem, og den første social­ lovgivning gennemførtes. I 1891 traadte loven om fattighjælp og loven om alder­ domsunderstøttelse i kraft. Efter den nye fattiglov bestod hjælpen stadig i naturalier som brød, middags­ mad og sengehalm og kun faa penge. Efterhaanden forsvandt dog naturalie- hjælpen, og senere undgik man i saa vid udstrækning som muligt den direkte fattighjælp. Kommunalbestyrelsen viste stigende villighed til at træde hjælpende til i særlig alvorlige situationer. Almindeligt Hospital blev nu ogsaa flyttet og fik en bygning i Nørre Allé. Bidragene til de gamle var i begyndelsen beskedne, men steg efterhaanden. Alderdomsunderstøttelsesloven medførte ogsaa, at der nu oprettedes alder­ domshjem. Som nævnt var de første Nicolai og Frelserens Arbejdshuse. De blev anvendt indtil 1901, da alderdomshjemmet i Guldbergsgade blev taget i brug. Ogsaa paa andre omraader betød 90erne en gennembrudstid for den sociale lovgivning. 1892 traadte en sygekasselov i kraft og i 1898 en lov om ulykkes­ forsikring. Ikke alene for København, ogsaa for Danmark var en ny samfunds­ betragtning ved at bryde frem. I en gennemgang af dagliglivet i København maa ogsaa nævnes skolen. Indenfor den skete der i denne periode ikke revolutionerende nydannelser. I 1870 arbejdede man endnu under anordningen fra i 844 , og paa den blev der bygget videre. Opførelsen af skolebygninger fortsatte, fag- og undervisnings­ timerne forøgedes, og antallet af klasser blev sat op fra 5 til 6. I slutningen af aar- hundredet steg børneantallet i de kommunale skoler stærkt, og samtidig voksede kravet om en udvidelse af undervisningen for dem, som ikke ønskede at tage studentereksamen. I 1900 nedsattes en københavnsk kommission til at foreslaa