KøbenhavnFraBopladsTilStorby_2

DEN M O D E R N E S T O R B Y

5 5 7

losens Bekæmpelse. I Københavns kommune oprettedes Tuberkulosestationen, og fra 1899 blev Øresundshospitalet udelukkende anvendt ved behandlingen af tuberkulosepatienter. Endvidere blev bekæmpelsen af de veneriske sygdomme aktiviseret i denne periode, men ogsaa dette skete paa landsomfattende basis. 1900 ophævedes prostitutionen, og der indførtes straffebestemmelser mod udbredelse af vene­ riske sygdomme. Det københavnske hospitalsvæsen gennemgik efter 1870 en stor udvikling paa grund af befolkningstilvæksten og de voksende krav om en mere effektiv bekæmpelse af sygdomme. I 1870 fandtes foruden de militære hospitaler Frede­ riks Hospital og det i 1863 indviede Kommunehospital. I 1874 besluttede kom­ munen at opføre to nye hospitaler. Det mindste, Øresundshospitalet, blev taget i brug i 1878, mens det andet, Blegdamshospitalet, der skulde benyttes som epidemisygehus, stod færdigt i 1879. blev endvidere det senere Rudolph Berghs Hospital fuldført. Den store befolkningstilvækst samt indlemmelserne i 1901-02 gjorde imid­ lertid problemet om nybygninger brændende. I 1902 indviedes Sundby Hospital og 1903 Balders Hospital. Endelig vedtog borgerrepræsentationen i 1908 de nød­ vendige midler til opførelse af et virkeligt stort hospital, og i 1913 kunde den mo­ derne nybygning paa Bispebjerg begynde at modtage patienter. Ikke alene kommunen var aktiv indenfor hospitalsbyggeriet, ogsaa private ydede et bidrag. Blandt periodens betydeligste privatopførte hospitaler er Set. Josephs Hospital, der oprettedes i 1875 af katolske søstre, Dronning Louises Børnehospital (1879) og Set. Elisabeths Hospital, der ogsaa var katolsk og ind­ viedes i 1905. Endelig bør nævnes Finseninstitutet, som stiftedes i 1896. I 1872 lod indenrigsministeriet foretage en undersøgelse af arbejdernes økonomiske kaar. Dens pessimistiske konklusion lyder saaledes: »Det fremgaar, at arbejderens liv i fuldeste maal er af haanden i munden; træder sygdoms eller alderdoms affældighed til, eller bliver familien meget talrig, vil der saa godt som altid indtræde mangler, idet erhvervet er saa ringe, at nogen kapital vanskelig kan opspares.« Under saadanne forhold maatte den offentlige forsorg faa den største betyd­ ning. Den liberalistiske tankegang, som var dominerende i disse aartier, havde imidlertid ikke megen plads til medlidenhed endsige hjælp for dem, der levede i samfundets daarligst stillede befolkningsgrupper. Fattigvæsenet var det eneste svar, liberalisterne ville give den øjeblikkeligt nødstedte, den syge eller den gamle. De, der kviede sig ved at komme i fattigforsorgens ublide klør, maatte derfor lide